Navalnyjs lig tilbageholdes i to uger for at blive undersøgt

Aleksej Navalnyj døde fredag, men liget tilbageholdes. Ifølge talsperson skal der ske "kemisk undersøgelse".
Blomster og lys i sneen på fortorvet udenfor Ruslands ambassade i Oslo efter Aleksej Navalnyjs død. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
20. februar 2024 14:53

Liget af den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj skal undersøges de kommende fjorten dage.

Det skriver hans talskvinde Kira Jarmysj på det sociale medie X.

Mandag morgen fortalte russiske efterforskere Navalnyjs mor og advokater, at årsagen til hans død endnu ikke er fastlagt, ligesom undersøgelsen af dødsårdagen forlænges.

Mandag eftermiddag lyder det fra Kira Jarmysj, at der skal udføres "en form for kemisk undersøgelse" af liget.

- Jeg siger det igen: Navalnyjs lig bliver gemt for at skjule spor af drab. 14 dages "kemisk undersøgelse" er en åbenlys løgn og hån, skriver hun.

Kapel var lukket

Navalnyjs enke, Julia Navalnaja, har beskyldt præsident Vladimir Putin for at have dræbt Navalnyj.

Navalnyj, som altså var den mest fremtrædende russiske oppositionspolitiker.

De russiske fængselsmyndigheder oplyste fredag, at Navalnyj var afgået ved døden i straffekolonien IK-3 i Sibirien. Her afsonede oppositionspolitikeren en årelang fængselsstraf.

Siden fik hans familie og stab at vide, at Navalnyjs lig var blevet flyttet til et lighus i den nærliggende by Salekhard.

Navalnyjs 69-årige mor, Ljudmila, rejste derfor sammen med Navalnyjs advokater til området lørdag.

Først ankom de til straffekolonien, hvor personalet fortalte, at hans lig var bragt til et kapel i Salekhard.

Men kapellet var lukket, da moren og advokaterne nåede frem.

Mistede bevidstheden på gårdtur

Navalnyj mistede bevidstheden under en gåtur fredag og døde pludseligt.

Det har de russiske fængselsmyndigheder oplyst.

I straffekolonien fik Navalnyjs mor lørdag udleveret en officiel dødsattest. Her fremgår det, at hendes 47-årige søn døde fredag klokken 14.17 lokal tid.

- Da Aleksejs advokat og mor ankom til kolonien her til morgen, fik de at vide, at årsagen til Navalnyjs død var pludselig død syndrom, skrev Ivan Zjdanov på X lørdag. Han leder Navalnyjs stiftelse til bekæmpelse af korruption.

"Pludselig død syndrom" er et ukonkret udtryk for forskellige hjertelidelser, der har ført til hjertestop og død.

Flere vestlige ledere og Navalnyjs støtter hævder, at Putin er ansvarlig for dødsfaldet.

Men det russiske styre har afvist at være involveret i Navalnyjs død.