Hvor er Aleksej Navalnyjs lig, og hvornår kan hans familie få det udleveret?
De spørgsmål er foreløbig ubesvarede.
Således er den russiske oppositionspolitikers mor og hans advokater mandag morgen blevet afvist ved et kapel i byen Salekhard, hvor de var mødt op netop for at se Navalnyjs lig.
Det skriver hans talskvinde Kira Jarmysj på det sociale medie X.
- En af hans advokater blev bogstaveligt talt skubbet ud, skriver Jarmysj.
Hun fortæller videre, at personalet ved kapellet ikke vil fortælle, hvor Navalnyjs lig befinder sig.
Det er altså uklart, om det overhovedet er i det pågældende kapel.
De russiske fængselsmyndigheder oplyste fredag, at Navalnyj var afgået ved døden i straffekolonien IK-3 i Sibirien, hvor oppositionspolitikeren afsonede en årelang fængselsstraf.
Siden fik hans familie og stab at vide, at Navalnyjs lig var blevet flyttet til et lighus i den nærliggende by Salekhard.
Navalnyjs 69-årige mor, Ljudmila, rejste derfor sammen med Navalnyjs advokater til området lørdag. Først ankom de til straffekolonien, hvor personalet fortalte, at hans lig var bragt til et kapel i Salekhard.
Men kapellet var lukket, da moren og advokaterne nåede frem.
Det er foreløbig hverken lykkedes dem at se eller få udlevet liget.
Mandag morgen har efterforskere fortalt Navalnyjs mor og advokater, at årsagen til hans død endnu ikke er fastlagt, og at undersøgelsen af dødsårsagen forlænges.
- De siger ikke, hvor lang tid det vil tage. Dødsårsagen er stadig "ukendt", skriver Kira Jarmysj på X.
- De lyver, køber sig tid og skjuler det ikke engang, skriver hun videre med henvisning til de russiske efterforskere.
Ifølge de russiske myndigheder døde Navalnyj, efter at han havde været på gårdtur, hvor han havde motioneret. Han mistede bevidstheden og blev angiveligt forsøgt genoplivet i over en halv time.
Navalnyjs mor har fortalt, at hun så sin søn få dage inden hans død, og der fremstod hans frisk og rask.
Aleksej Navalnyj blev 47 år og var den mest fremtrædende figur i den russiske opposition. Han døde, en måned inden at der afholdes præsidentvalg i landet.