Mette Frederiksen forsvarer håndtering - juridisk faderløse forbereder retssag

Samtidig med at regeringen og naalakkersuisut arbejder på forsoning mellem Danmark og Grønland, mødes den danske stat snart med 26 juridisk faderløse i Østre Landsret. Grønlandske politikere kritiserer, at sagen ender i retten.
Mette Frederiksen fremhæver, at den danske regering har iværksat flere tiltag for juridisk faderløse. Foto © : Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
09. oktober 2026 07:30

Spørger man de to grønlandske folketingspolitikere Naaja H. Nathanielsen (IA) og Qarsoq Høegh-Dam (N), er det “problematisk”, at sagen om de juridisk faderløse snart bliver trukket ind i et retslokale.

I over tre år har 26 juridisk faderløse ventet på at få deres sag for domstolen. De kræver hver 125.000 kroner af den danske stat, fordi de mener, at staten har krænket deres menneskerettigheder.

- Man har ikke hørt den danske stat forholde sig til spørgsmålet endnu, andet end at de vil være en modpart, siger Naaja H. Nathanielsen og fortsætter:

- Det synes jeg er rigtig problematisk, hvis man gerne vil forsoning, at vi lige om lidt har en sag, hvor den danske stat skal argumentere imod juridisk faderløse.

Hvad betyder det at være juridisk faderløs?

  • Indtil 1963 i Vestgrønland og 1974 i resten af Grønland var der ikke faderskabsforpligtigelse for børn født uden for ægteskab. Dermed havde børnene ikke krav på at kende deres far, arve efter ham eller tage faderens efternavn. De er senere blevet kendt som juridisk faderløse.
  • På daværende tidspunkt var Grønland et dansk amt og dermed var det dansk lovgivning.
  • En rapport fra Børne- og Socialministeriet fra 2016 viser, at det samlede antal af juridisk faderløse i perioden 1911 til 1974 var op omkring 8000 personer.
  • Ifølge samme rapport var der i 2016 knap 5000 juridisk faderløse.
  • I 2014 blev der indført en lovændring, der gav juridisk faderløse mulighed for at starte faderskabssag og arve efter faderen, hvis ikke dødsboet er gjort op.
  • På finansloven for 2019 blev der afsat 4,7 millioner kroner i 2019-2023 til indsatser for juridisk faderløse, der omfatter en informationskampagne, behandlingstilbud og juridisk rådgivning.
  • I februar 2023 stævnede 26 juridisk faderløse den danske stat. De kræver samlet 3.250.000 kr. i erstatning fra staten. Den danske stat har afvist erstatningskravet, og sagen skal nu for retten.

Den danske stat afviste godtgørelseskravet i april 2023. Dengang oplyste Socialministeriet, at ministeriet og Kammeradvokaten ikke mente, at der var juridisk grundlag for at udbetale erstatning.

Nu skal en dommer tage stilling til spørgsmålet. Retssagen er berammet til den 18. november i Østre Landsret.

Har iværtsat flere tiltag

Kritikken kommer, samtidig med at den danske regering og naalakkersuisut taler om forsoning mellem Grønland og Danmark.

I august lød det, at naalakkersuisut ønsker at etablere en forsoningskommission med Danmark, der ifølge formanden, Jens-Frederik Nielsen (D), skal “afdække sandheden med henblik på reel forsoning”.

Den idé er den danske statsminister, Mette Frederiksen, positiv over for.

Men kan en retssag, hvor den danske stat står som modpart til 26 juridisk faderløse, samtidig medvirke til at optrappe konflikten frem for at fremme forsoningen?

- Jeg kan ikke definere, hvad andre gør i forhold til at gå domstolens veje. Det blander jeg mig ikke i, siger Mette Frederiksen i et interview.


Statsministeren fremhæver samtidig, at den danske regering har iværksat flere tiltag for de juridisk faderløse.

Naalakkersuisut og den danske regering har i fællesskab igangsat en historisk udredning, hvor juridisk faderløse er en af de sager, forskerne skal dykke ned i.

- Det har Danmark tidligere takket nej til. Men det er regeringen tilhænger af, og det er det svar, vi har givet til naalakkersuisut. Og nu skal vi så drøfte med dem, hvad der er vejen frem, fortsætter Mette Frederiksen.

Også i det danske regeringsgrundlag står der, at regeringen vil tage stilling til en officiel undskyldning til juridisk faderløse og bortadopterede. Det skal ske på baggrund af en særskilt afrapportering, som skal være klar inden årets udgang.

Bortadopterede og juridisk faderløse nævnt i regeringsgrundlaget

  • Den danske regering og naalakkersuisut vil tilrettelægge den igangværende historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark, så der inden udgangen af 2026 foreligger en særskilt afrapportering om juridisk faderløse og bortadopterede.
  • Regeringen erkender, at juridisk faderløse og bortadopterede har behov for afklaring og anerkendelse og vil tage stilling til en offentlig undskyldning.
  • Den danske regering og naalakkersuisut vil følge op på den samlede historiske udredning, når den foreligger. Her nævnes blandt andet muligheden for at nedsætte en forsoningskommission.
  • Naalakkersuisut og den danske regering blev enige om at igangsætte den historiske udredning i 2022.

Afrapporteringen udspringer af den historiske udredning. Ilisimatusarfik oplyser dog til KNR, at forskningsarbejdet om de juridisk faderløse først forventes at begynde i starten af det nye år.

Er ikke bange for mørke kapitler

Sagen om de juridisk faderløse har tidligere været undersøgt i en historisk udredning fra 2011, hvor forskere afdækkede retsstillingen for grønlandske børn født uden for ægteskab.

Hvorfor kan regeringen ikke tage stilling til en undskyldning ud fra den viden, vi allerede har i dag?

- Blandt andet fordi vi sammen med naalakkersuisut har besluttet os for at lave en større udredning, som også indeholder spørgsmål omkring juridisk faderløse.

- Vi prøver en proces som minder om det, der har været tidligere, både i forhold til de såkaldte eksperimentbørn og spiralsagen.

- Og så synes jeg helt generelt, at det er godt, det kommer frem, hvad der ligger i de mørke kapitler i vores historie. Jeg er ikke bange for at kigge derind. Jeg tror, det gavner Grønland og Danmark at gøre det. Det gør os stærkere, fortsætter Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen hilser på fire af de juridisk faderløse, der kræver godtgørelse. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er over tre år siden, at de juridisk faderløse stævnede staten. I de år har du været statsminister. Hvorfor har I ikke rykket hurtigere, før det kommer til en retssag?

- Det spørgsmål kan man jo med rette stille mig på flere forskellige områder. Jeg synes bestemt ikke, at vi har siddet på hænderne, hvad angår de historiske forhold mellem Danmark og Grønland, fortsætter statsministeren.

Mette Frederiksen sidder i et lokale i Statsministeriet foran et kort, hvor ordene “Arctic Ocean” står øverst. Til højre for hende hænger et kort over Grønland.

Få timer tidligere stod hun på talerstolen til Folketingets åbning og henvendte sig direkte til den grønlandske befolkning.

“Kalaallit Nunaat. Grønlændernes land,” sagde hun blandt andet.

- Vi har aldrig nogensinde før været så aktive fra en dansk regerings side i forhold til at kigge ind i de mørke kapitler og håndtere dem.

- Vi har gjort meget, men jeg er meget opmærksom på, at der er flere, der har været udsat for noget, man ikke skulle have været udsat for, fortsætter Mette Frederiksen.

Savner klare toner

Gruppen af juridisk faderløse fremsatte første gang deres krav om en undskyldning og godtgørelse fra den danske stat i juni 2022.

Siden da har spiralskandalen skabt revner mellem naalakkersuisut og den danske regering, mens den amerikanske præsidents ønske om at overtage Grønland har bragt dem tættere sammen.

Ifølge Naleraqs Qarsoq Høegh-Dam er det “ironisk”, at regeringerne taler om forsoning mellem Grønland og Danmark, samtidig med at spørgsmålet om de juridisk faderløse skal for retten.

- Jeg gad godt se i kampen hernede (i Danmark, red.), at der er nogle lidt mere klare toner fra en regering derhjemme, der siger, at det er ironisk, at man snakker om forsoning, mens staten bliver stævnet.

- At man stadig prøver at tale om forsoning, det kan man ikke være bekendt, siger han.

Qarsoq Høegh-Dam under Folketingets åbning. Foto © : Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

KNR har onsdag forelagt kritikken for Jens-Frederik Nielsen. Det har ikke været muligt at få et interview inden deadline på historien.

- Jeg er enig med Qarsoq i hans betragtninger, og derfor arbejder vi benhårdt på at finde en mindelig løsning, skriver Jens-Frederik Nielsen i et skriftligt svar til KNR.

Advokat Mads Pramming fra Pramming Advokater, der repræsenterer de 26 juridisk faderløse, oplyser, at flere personer endnu ønsker godtgørelse fra den danske stat.

Hvis de 26 personer vinder sagen, kan det skabe præcedens for, at også andre juridisk faderløse kan få ret til godtgørelse.

Også fire personer, der blev bortadopterede fra Grønland til Danmark i 1950'erne og årtier frem, kræver en undskyldning og godtgørelse fra den danske stat. Ifølge de fire personer skete adoptionerne uden forældrenes samtykke. 

Mette Frederiksen har tidligere sagt, at den danske stat ønsker at etablere en forsoningsfond, hvor grupper af grønlændere, der er blevet behandlet uretfærdigt af den danske stat, kan søge godtgørelse. Det sagde hun i forbindelse med undskyldningen til kvinderne i spiralsagen.