Mette Frederiksen: Europa skal stå stærkere over for kriser

Den danske statsminister præsenterede i dag Danmarks prioriteter for EU-formandskabet i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Sikkerhed, migration og klima var på dagsordenen, da Mette Frederiksen (S) i dag præsenterede Danmarks prioriteter under EU-formandskabet. Foto © : Jean-Christophe Verhaegen/AFP/Ritzau Scanpix
08. juli 2025 11:24

Mette Frederiksen (S) har i dag holdt sin første formandskabstale i Europa-Parlamentet i Strasbourg, efter Danmark overtog EU-formandskabet 1. juli.

Under overskriften ”Et stærkt Europa i en verden i forandring” præsenterede Mette Frederiksen de vigtigste prioriteter for det danske formandskab de næste seks måneder.

Sikkerhed først

Hun slog en alvorlig tone an fra begyndelsen og pegede på, at Europa står over for store kriser, som kun kan løses i fællesskab.

- Vi skal på alle tænkelige måder beskytte Europa, derfor har det danske formandskab - selvfølgelig - et overordnet mål om at opruste Europa, at gøre Europa i stand til at forsvare sig selv mod truslen fra øst, sagde Mette Frederiksen med henvisning til Rusland. 

Ifølge statsministeren skal EU senest i 2030 kunne beskytte sig selv, og Ukraine skal have støtte så længe det kræves.

Migration og klima på dagsordenen

En del af styrkelsen af Europas sikkerhed handler ifølge Mette Frederiksen også om migration. Hun lagde vægt på, at EU-landene skal styrke de ydre grænser og sende flere afviste asylansøgere hjem.

- En anden del af vores sikkerhed som Europærer er migration. Den udfordrer Europa, påvirker folks liv og sammenhængskraften i vores lande, sagde hun.

Klimaet var også et vigtigt punkt. Mette Frederiksen sagde, at Europa er ved at sakke bagud på den grønne omstilling, og derfor bliver klimaet en topprioritet under det danske formandskab.

- Vi skal gøre det sammen, jeg håber på et fantastisk samarbejde de næste seks måneder, sluttede Mette Frederiksen af og tilføjede ”lad os bygge et stærkere Europa sammen” og takkede hele Kongeriget Danmark, "inklusiv Grønland" for opbakningen under formandsskabet.

Udover at takke Grønland for opbakningen, blev Grønland ikke nævnt.