Medie kårer Grønland som et af de bedste rejsemål

- Eventyret venter den, som forstår at gribe det, sagde polarforsker, Knud Rasmussen engang.
Og ifølge mediet BBC er Grønland et af de steder, hvor eventyret venter, og rejsen i år bør gå hen. De har nemlig kåret Grønland som et af de 25 bedste steder at rejse til i 2025.
- Med åbningen af en ny international lufthavn i hovedstaden Nuuk, og udsigten til åbningen af yderligere to lufthavne i 2026, har det aldrig været nemmere at komme til Grønland, skriver BBC.
På listen - som BBC udgiver hvert år - optræder Grønland som nummer fire ud af de i alt 25 lande. På henholdsvis første, anden og tredjepladsen ligger øen og republikken Dominica, Naoshima i Japan og Dolomitterne i Italien.
Temaet for listen i år var steder, lande og byer, der både tilbyder "utrolige rejseoplevelser" og "bruger turisme til at støtte lokalsamfundet, beskytte miljøet og bevare deres unikke kulturelle arv".
- Grønland har tilsluttet sig et løfte om "bedre turisme", og en ny turismelov har til formål at sikre, at midler fra turisme vil gavne lokalsamfundene, skriver BBC blandt andet.