Maria Grødem vinder bronze ved VM i functional fitness
Maria Grødem fra Nuuk er på vej hjem fra Australien med VM-bronze om halsen.
Hun vandt medaljen ved verdensmesterskaber i functional fitness, hvor hun konkurrerede i seks forskellige discipliner i løbet af tre dage, hvor fællesnævnere for discipliner er udholdenhed, styrke og evner og gymnastik ud fra kropsvægt.
VM i functional fitness blev afviklet i Brisbane i Australien i en udendørs arena.
Maria Grødem og hendes konkurrenter havde i starten problemer med at få dannet overblik over, hvor de lå placeringsmæssigt, mens konkurrencerne kørte fra fredag til søndag i sidste uge
- Arrangørerne havde problemer med at vise resultater, så vi fik faktisk først de rigtige resultater om søndagen, fortæller Maria Grødem til KNR.
Podieplads blev sikret
Omsider begyndte resultattavlen at være opdateret hele tiden. Der viste det sig, at Maria Grødem lå godt blandt stærke kvinder fra forskellige lande.
- Jeg blev meget positivt overrasket over, at jeg var rykket to pladser op fra en fjerde plads til anden plads. Det gjorde, at jeg var mere sikker på at få en podieplads. Der var lidt mere pointforskel på mig og hende, der lå på fjerdeplads, og det gav lidt mere ro i maven, siger Maria Grødem.
Maria Grødem sluttede på tredje pladsen og fik VM-bronze.
Det er et resultat af en målrettet træningsindsats, inden rejsen til den anden side af kloden kunne starte.
- Hvis man vil være dygtig til det hele, så skal man bruge en del tid til det. Som sagt, så var der seks forskellige discipliner under konkurrencerne. Jeg har i hvert fald trænet en del de sidste tre-fire måneder, hvor jeg har trænet to gange om dagen i minimum to timer hver gang, fortæller Maria Grødem.
Succesen ved VM i functional fitness har givet endnu mere blod på tanden til at tage konkurrere mod de bedste i verden i Maria Grødems klasse fra 45 til 49-årige.
- Jeg har tænkt mig at fortsætte. For nu er jeg rykket op til aldersgruppen 45 til 49-årige, og der er stadig meget hårde konkurrenter fra Tyskland og Sverige. Så der er stadig konkurrence, selvom man er oppe i årene. Jeg vil gerne fortsætte, siger Maria Grødem.