Maluk Tiger Christoffersen bliver den første grønlænder i badmintonligaen i Danmark
Dedikation til sport og masser træning.
Det er blandt nøgleordene for den grønlandske badmintonspiller Maluk Christoffersen, der fra den nye sæson skal spille i den bedste række i Danmark i badmintonligaen.
Det er første gang nogensinde at en grønlandsk badmintonspiller skal spille på så højt plan i Danmark, der er en stor badminton nation i det internationale selskab.
Hvis fjerbolden i forvejen har haft fart på i 1. division, så kommer det bestemt ikke til at gå langsommere i ligaen.
- Nu spillede jeg i 1. division for første gang i denne sæson, og det går allerede sindssygt hurtigt. Så det kræver noget tilvænning, siger Maluk Tiger Christoffersen.
- Det kommer nok efter et par kampe, så skal man nok vænne sig til det. Men der tager nok lidt tid.
Perspektiver
Det har krævet meget af Maluk Tiger Christoffersen at nå det niveau, han er med på i dag.
Han startede hos B-67 badminton i Nuuk, men rejste til Danmark som teenager for at gå i skole og dyrke badminton.
- Jeg havde slet ikke tænkt på det her, dengang jeg flyttede til Danmark. Og at jeg så får den her mulighed; det er megafedt, siger Maluk Tiger Christoffersen.
Det er en oprykning med perspektiver for Maluk Tiger Christoffersen.
Han er med på landsholdet og spiller internationale kampe for at samle point til at kunne spille på endnu højere niveau i internationale turneringer.
- Det giver en hel anden erfaring at spille de her 1. divisions kampe og internationale kampe. Så jeg håber, at de kan give mig erfaringer, som jeg kan tage med mig og eventuelt give videre til mine landsholdskammerater.
Maluk Tiger Christoffersen var også med til grønlandsmesterskaber i påsken i Ilulissat.
Her vandt han guld i herredouble sammen med Taatsi Pedersen fra JBF Ilulissat og mixdouble sammen med Sara Lindskov Jacobsen. Hun stillede op for badmintonforbundet BKN, da hun - ligesom Maluk Tiger Christoffersen - bor i Danmark.