Lars Løkke Rasmussen: ‘Arbejdsgruppen’ er i en god proces
‘Kongerigets forhold til USA’ var øverst på dagsordenen, da der var møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget onsdag.
På det fortrolige møde blev der orienteret om rigsfællesskabet, fortæller den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på et doorstep efter mødet.
Det var i januar - for et halvt år siden - at der blev nedsat en arbejdsgruppe mellem Grønland, Danmark og USA, der skal finde en løsning på konflikten.
Den amerikanske præsident Donald Trump har flere gange sagt, at USA bør overtage Grønland.
Lars Løkke Rasmussen, kan du sige, hvad status og udsigterne på arbejdsgruppen er?
- Vi har aftalt – og det var hele idéen med det besøg i Washington i januar – at få temperaturen ned og få det her flyttet fra en offentlig ophedet debat og ind i et rum, hvor man kan tale voksen og detaljeret om det.
- Det jeg kan sige er, at der er blevet holdt en stribe møder. Der skal flere møder til. Vi er ikke i mål endnu, men det er en god proces, siger udenrigsministeren.
Han siger fortsat, at arbejdsgruppens arbejde på et tidspunkt kræver præsident Trumps personlige involvering.
Mere involvering fra NATO
Ifølge Lars Løkke Rasmussen er temperaturen mellem de tre lande også bedre, end den var omkring årsskiftet.
- Vi prøver på i god tone bag lukkede døre at finde en fremtidig aftale og på en og samme tid sikre, at USA kan imødekomme de legitime sikkerhedshensyn, de har, og kongerigets røde linjer kan respekteres, siger han.
Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), har tidligere understreget, at Grønland ikke kommer til at afgive territorium til USA.
Lars Løkke Rasmussen siger fortsat, at der er kommet et større engagement fra NATO.
- For et lille års tid siden var den amerikanske tænkning, at hvis nogle skulle passe på Grønland og Arktis, var det USA, der skulle gøre det.
- Det er en anden god ting, at det ikke alene er Kongeriget Danmark eller for den sags skyld USA, der står med udfordringerne i Arktis, men det er noget, der skal løftes i NATO ramme, siger udenrigsministeren.
De to grønlandske folketingsmedlemmer Naaja H. Nathanielsen (IA) og Qarsoq Høegh-Dam (N) er en del af Nævnet.
Medlemmerne har tavshedspligt og kan dermed ikke referere fra møderne.