Naalakkersuisut: Kog drikkevandet i Akunnaaq

Da vandet i Akunnaaq er skadeligt at indtage, skal man koge alt drikkevand før brug, lyder anbefalingen.
Efter fund af colibakterier, så skal man koge alt drikkevand før det drikkes eller bruges til madlavning. Foto © : KNR
Skrevet af Ivalu Nivi Johansen
11. august 2025 09:55

Rettelse: Tidligere har KNR skrevet, at kogeanbefalingerne gjaldt i Nanortalik. Dette skyldtes, at vi modtog en forkert pressemeddelelse fra Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø. Vi har nu rettet hele artiklen med henvisning til den rigtige pressemeddelelse om kogeanbefalinger i  Akunnaaq.

En vandprøveundersøgelse fra juli viser forhøjede niveauer af colibakterier i drikkevandet i Akunnaaq. Derfor skal alt drikkevandet koges før brug.

Det skriver Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø i en pressemeddelelse.

- Nukissiorfiit arbejder på at identificere og løse problemet hurtigst muligt, skriver de.

Anbefalingerne vil gælde indtil nye analyser viser, at vandet igen er sikkert at drikke.