Kenneth Høegh bliver arktisk ambassadør

Efter knap to år uden arktisk ambassadør og uenighed mellem Danmark og Grønland, har naalakkersuisut nu udnævnt Kenneth Høegh til stillingen.
Foto © : KNR / Markus Valentin
11. april 2025 14:27

Posten som arktisk ambassadør har stået tom siden 2023. Men nu har naalakkersuisut besluttet, hvem der skal varetage den vigtige rolle.

Dermed er et længe udtrykt ønske fra grønlandsk side blevet opfyldt – nemlig at det skal være en grønlandsk repræsentant, der indtager posten.

Valget er faldet på Kenneth Høegh, som indtil nu har fungeret som leder af den grønlandske repræsentation i Washington.

Inden han tog til Washington var han departementschef i Udenrigsdepartementet. Her sad han fra 2018 til 2021, hvor han tog til USA. Men nu vender han altså hjem for at blive Arktisk ambassadør.

Hvad laver den arktiske ambassadør?

Den arktiske ambassadør er en kontorchefstilling i Udenrigsministeriet i København, hvor personen står i spidsen for kontoret for Arktis og Nordamerika.

Ambassadøren har desuden til opgave at koordinere Kongerigets fælles udenrigspolitik med Færøerne og Grønland og forholdet til USA og Canada.

Personen er også ansvarlig for at repræsentere rigsfællesskabet i Arktisk Råds møder på embedsmandsniveau.

Siden 2012 har følgende personer siddet på posten:

Klavs A. Holm  (2012 - 2013)

Erik Vilstrup Lorenzen (2013 - 2016)

Hanne Fugl Eskjær (2016 - 2019) 

Thomas Winkler (2019 - 2023)

2023?


Uenighed om tidligere udnævnelse

Tilbage i 2023 udpegede den danske regering den tidligere ambassadør i Sydafrika, Tobias Elling Rehfeldt, til stillingen. Det skabte stor utilfredshed i naalakkersuisut, som protesterede mod, at beslutningen blev truffet ensidigt af Udenrigsministeriet i Danmark – uden grønlandsk medinddragelse.

Dengang kaldte folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) beslutningen for udtryk for en "koloniherrementalitet", og naalakkersuisut krævede, at det fremover skulle være en grønlænder, der besad posten.

Det ønske er nu blevet realiseret med udnævnelsen af Kenneth Høegh.

Udnævnelse i Katuaq

Den officielle udnævnelse fandt sted i kulturhuset Katuaq fredag eftermiddag.

Her sagde naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt blandt andet:

- Det glæder mig at præsentere, at ambassadøren er Kenneth Høegh. Han er fra Sydgrønland og erfaren og respekteret embedsmand og diplomat. Han er en samlende figur, som kender arktisk godt, hvilket er vigtigt i disse udfordrende tider. Det er vigtigt i disse dage at forene.

Selv siger den nye ambassadør, da han indtog talerstolen:

- Vi fandt en løsning på ambassadørskabet sidste år, og alle var glade, og jeg er glad og spændt, sagde han.