Ivana Nikoline Brønlund vinder sag om tvangsfjernelse af sin datter

Denne måned har sagen om tvangsfjernelsen af Ivana Nikoline Brønlunds datter været for Ankestyrelsen i Danmark. Styrelsen har nu truffet en afgørelse, og har valgt at omgøre Høje-Taastrup Kommunes beslutning om tvangsfjernelse.
Det skriver kommunen på sin hjemmeside.
- Selv om sagen har fået stor opmærksomhed, og at medierne har formidlet mange detaljer, har vi fortsat tavshedspligt, så vi kan ikke komme nærmere ind på, hvad der nu konkret sker i sagen. Kun at vi fortsat vil støtte det lille barn og familien, udtaler barn- og ungedirektør i Høje-Taastrup Kommune, Anya Krogh Manghezi, i en pressemeddelelse.
På Facebook skriver Ivana Nikoline Brønlund selv, at hun glæder sig til at få sin datter hjem.
11. august blev hendes datter, Aviaja-Luuna, tvangsfjernet – en time efter fødslen.
En måned før havde Høje-Taastrup Kommune besluttet, at datteren skulle tvangsanbringes. Det besluttede de på baggrund af de omstridte FKU-tests (forældrekompetenceundersøgelser), der bruges til at vurdere evnerne som forælder.
Sagen fik stor politisk opmærksomhed, fordi der i maj måned trådte en ny lov i kraft i Danmark, efter at FKU-tests i flere år har været under massiv kritik. Loven siger nu, at kommunerne i anbringelsessager af grønlandske børn skal inddrage en særlig enhed med ekspertise i grønlandsk kultur og sprog.
Alligevel var Ivana Nikoline Brønlund altså igennem en række tests som en del af en forældrekompetenceundersøgelse. Og det var en fejl, konstaterede kommunen selv efterfølgende.
Også den danske socialminister, Sophie Hæstorp Andersen, har kritiseret forløbet.
Siden har sagen været for Ankestyrelsen, og styrelsen har altså nu omgjort kommunens beslutning om tvangsfjernelse.
I pressemeddelelsen skriver Høje-Taastrup Kommune, at sagen har fået dem til at ændre i deres arbejdsgang, når det handler om anbringelsessager af grønlandske børn.
- Den pågældende sag har givet anledning til, at Høje-Taastrup Kommune har sikret en systematisk arbejdsgang og tjekliste for at spørge borgeren til deres grønlandske tilknytning. Dermed vil VISO blive inddraget korrekt i alle sager om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge i grønlandske familier, skriver de.