Hytte brændt ned: Petroleumsovn eksploderede

En person har fået lettere forbrændinger, efter at en hytte tæt ved Nuuk er brændt ned søndag.
Flere borgere i Nuuk slog søndag alarm, da de kunne se sort røg stige op fra Nordlandet. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
Skrevet af Thor Bill
15. april 2024 10:06

Grønlands Politi modtog søndag eftermiddag adskillige anmeldelser fra bekymrede borgere i Nuuk, der kunne se sort røg stige op fra Nordlandet.

Både politi og brandvæsen sejlede hurtigt afsted og kunne konstatere, at en hytte var brændt ned.

Ifølge vagtchef Anette Ostenfeldt skyldes branden, at en petroleumsovn i hytten var eksploderet.

Ejeren af hytten havde været til stede og havde fået lettere forbrændinger, men kunne selv transportere sig tilbage til Nuuk og til behandling på Dronning Ingrids Hospital.

Selve hytten stod dog ikke til at redde, oplyser vagtchefen, der samtidig fortæller, at der ikke er flere politimæssige opgaver i forbindelse med branden.

Det er kun to måneder siden, at en anden hytte nær Nuuk brændte ned til grunden.

Her var der tale om én af hytterne i Kang Skicenter, der ligger ved Kobbefjorden. Der var ingen personer til stede i hytten, og derfor heller ikke ingen tilskadekomne.