GSS håndboldherrer er ankommet til Las Vegas

GSS håndboldherrer skriver historie som det første grønlandske hold, der deltager i en international klubturnering.
GSS herrer ved ankomsten til Las Vegas. Holdet bliver fuldtalligt lørdag når en spiller, der har været ramt af flyforsinkelser når frem Foto © : GSS
Skrevet af Noah Mølgaard
04. juli 2025 10:42

Så lykkedes det.

Håndboldklubben GSS fra Nuuk fik indsamlet penge nok til at kunne deltage i Nordamerikas og Caribiens svar på Champions League, der starter i Las Vegas i dag fredag. Det er nationale mestre i håndbold fra Mexico, Puerto Rico, USA og Canada, der spiller om en plads til VM for klubhold.

Og nu er et grønlandsk hold med for første gang nogensinde.

- Vi vil gøre alt for at vinde turneringen, og vi har hørt lidt om de andre hold. Det amerikanske hold, California Eagles er et hold, der er samlet forskellige steder fra. Så det bliver på en måde et professionelt hold, vi skal spille imod, siger formand og spiller for GSS-håndbold Nuka Bilo Heilmann til KNR.

California Eagles, der er forsvarende mestre i turneringen, tæller blandt andet den grønlandske spiller Minik Dahl Høegh på holdet. De har også hyret den professionelle spanske træner Dani Gordo, der har et langt CV som træner for klubber i forskellige lande.

GSS starter turneringen med en hviledag.

Semifinaler

Nuuk-holdet kommer i aktion lørdag, hvor de skal spille mod nationale mestre fra Puerto Rico, og puljens sværeste modstander California Eagles venter i søndagens kamp.

- Vi har trænet hårdt og har samtidig lavet et stort arbejde med at samle penge nok til at komme afsted, siger Nuka Bilo Heilmann.

- Vi er derfor meget taknemmelige for dem, der har bidraget økonomisk til vores deltagelse, siger Nuka Bilo Heilmann.

GSS er fløjet direkte fra Nuuk til New York og har efterfølgende fløjet via Chicago videre til Las Vegas.

- Det er meget bedre at flyve direkte. Vi har tidligere først måtte rejse først til Danmark for at komme til USA. Det er en lidt hård rejse, men vi er nu udhvilet og klar, siger Nuka Bilo Heilmann.

De to bedste hold fra begge puljer går videre til semifinalen, der spilles på mandag. Placeringskampene spilles på tirsdag. 

Vinderen af turneringen går videre til verdensmesterskabet for klubhold, der afvikles i Egypten fra slutningen af september.