Fodbold: Grønland tabte mod Østrig
Det grønlandske fodboldlandshold spillede landskamp mod Østrigs amatørlandshold mandag eftermiddag. Den kamp vandt Østrig med 5-1 efter at Grønland havde været på 1-1undervejs.
Grønland deltager i turneringen Amateurs Nations Cup, hvor Grønlands modstandere er Østrig og Slovenien.
Det var på forhånd forventet, at det grønlandske landshold ville være under maksimalt pres i kampen mod Østrig.
- Jeg er meget glad for, hvordan kampen forløb. Ja, vi tabte kampen med 5-1, men det var en rigtig god kamp for vores spillere at få erfaring i, hvad det kræver at spille på højt niveau, siger landstræner Morten Rutkjær til KNR.
Det kom ikke som overraskelse, da Østrig kom foran med et mål tidligt i kampen.
- Vi kom bagud med 1-0 på et meget flot mål, men kom på 1-1 på et fantastisk flot mål af Karsten Møller Andersen, fortæller Morten Rutkjær.
- I den periode lykkedes det os at stå i mod deres pres, og vi prøvede at få løst nogen ting. Så jeg er meget tilfreds med de første 25 minutter, siger Morten Rutkjær.
Voldsomt pres
Østrigs overtag i spillet blev mere udtalt som kampen skred frem, og landstræneren havde gerne set mere skarpt forsvar i nogle situationer.
- Vi er lidt utilfreds med nogle af målene i forhold til, at man er under voldsomt pres, så man er langsom i tanker i forhold til handling. Men østrigerne spiller hver dag og træner hver eneste dag. Så derfor er vi oppe imod dygtige modstandere, hvor vores spillere mangler lidt i forhold til koncentration, siger Morten Rutkjær.
Næste kamp bliver mod Sloveniens amatørlandshold onsdag eftermiddag, hvor sammenhold i det grønlandske hold får stor betydning.
- Vi prøver at arbejde med organisation, hvor vi prøver at komme til afslutninger. Og vores mål mod Østrig er megaflot, og det er noget vi har trænet på. Og vi skal stadig huske at GM i Grønland sluttede for noget tid siden. At de kan levere på det her niveau, det er jeg stadig meget imponeret over, siger Morten Rutkjær.