Grønland kæmpede bravt mod de forsvarende verdensmestre
Selvom mange nok havde regnet med en norsk sejr, var det formenligt de færreste, der havde regnet med, at Grønland kun ville være bagud med blot to mål efter et kvarter.
De regerende verdensmestre og storfavoritter til den samlede sejr ved dette VM fik dog gang i storspillet og vandt kampen 43-11.
Grønland mødte Norge på deres hjemmebane i Stavanger i deres første kamp ved kvindernes verdensmesterskab i håndbold.
Tæt længe
Det hele startede med nationalsangen - Nunarput utoqqarsuanngoravit - hvorefter Grønlands fans kunne bryde ud i vild jubel og brølede ”Kalaallit Nunaat” for fulde drøn ud i hele hallen.
Norske Henny Reistad var den første til at komme på scoringstavlen, men glæden var kort.
For i det næste angreb sendte den grønlandske spiller Andrea Heilmann bolden i nettet og udlignede. Én scoring, som fik både de medrejsende fans og kommentatorboksen til at bryde ud i en vild jubeleufori, hvor følelserne fik frit løb.
Den seneste, der scorede til et verdensmesterskab for Grønland, var Kamilla Jensen, da hun scorede det sidste mål mod Østrig i 2001.
Og faktisk var det svært for de forsvarende verdensmestre at trække fra. Efter udligningen fulgtes de to hold nemlig ad, og efter et kvarter var stillingen 8-6 til Norge.
Især Ivalu Bjerge var en stor del de grønlandske scoringer - med tre mål og to oplæg.
Men så begyndte verdensmestrene at få gang i hjulene og satte tempoet op. Med flere hurtige kombinationer og deres velkendte dræbende kontrastød, kunne Norge gå til pause med en føring på 19-7.
Anden halvleg startede, hvor den sluttede.
Norge kom buldrende ud, og selvom Grønland kæmpede med alt, hvad de kunne, blev den norske føring større og større og kampen endte altså 43-11.
De to andre hold i Grønlands pulje spillede tidligere i dag. Den kamp endte med en sejr til Østrig på 30-29 mod Sydkorea.