Første godtgørelser i spiralsagen forventes i 2026
De første økonomiske godtgørelser til berørte kvinder i spiralsagen vil blive udbetalt i 2026.
Det fortæller den danske indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, efter hun og naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap, Anna Wangenheim, i går mødtes med en række af de berørte grønlandske kvinder i Grønland.
- Det er vigtigt, at vi får fastsat en lovbunden ordning for individuel godtgørelse for kvinder berørt af spiralsagen og får givet kvinderne vished om, at ordningen er klar næste år, siger Sophie Løhde i en pressemeddelelse.
Godtgørelse gennem forsoningsfond
Den danske regering arbejder på at etablere en forsoningsfond, som skal give mulighed for individuel økonomisk godtgørelse til de berørte kvinder.
Ordningen forventes at træde i kraft i første halvår af 2026, hvorefter de første udbetalinger ventes at ske i andet halvår af 2026, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Jeg har haft gode drøftelser om forsoningsfonden med min grønlandske ministerkollega, Anna Wangenheim, under mit besøg, hvor vi blandt andet har vendt, hvordan vi bedst samarbejder om at etablere ordningen, udtaler Sophie Løhde.
Sophie Løhde er i disse dage i Grønland for at drøfte både sundhedssamarbejdet mellem Danmark og Grønland og spørgsmålet om godtgørelse til de berørte kvinder i spiralsagen.
Mødet med kvinderne gjorde stort indtryk
I den forbindelse mødtes hun mandag med flere af kvinderne, hvilket gjorde et stort indtryk på den danske minister.
- Det var dybt rørende at få fortalt, hvordan kvinderne som helt unge fik opsat spiral, uden at de havde givet samtykke. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan lære af den, så vi aldrig gentager de svigt, kvinderne har oplevet, siger hun.
Også Anna Wangenheim deltog i mødet og udtrykker stor respekt for de kvinder, der delte deres historier.
- Jeg har stor respekt for de kvinder, der deltog i mødet og havde modet til at dele deres historie med os. Det kræver styrke. Hele oplevelsen understreger, hvor vigtigt det er, at efterforløbet bliver håndteret hurtigt og ordentligt, siger hun i pressemeddelelsen.