Efterforskning af brand: Kriminalteknisk assistance kommer til Ukkusissat i morgen

Onsdag aften lander kriminalteknikere og en retsmediciner fra Danmark i Ukkusissat ved Uummannaq.
De skal hjælpe til med efterforskningen af den husbrand, der skete i bygden tidligt fredag.
Det bekræfter vagtchef hos Grønlands Politi, Preben Kleist, til KNR.
Fredag oplyste politiet, at mindst én person var omkommet i en husbrand i bygden.
Lørdag lød meldingen, at politiet formodede, at yderligere to personer var omkommet. Politiet understregede dog, at de afventede yderligere undersøgelser for at kunne bekræfte formodningen.
LÆS OGSÅ To mere formodes omkommet i brand i Ukkusissat
Desuden kom tre personer til skade i forbindelse med branden. De tre blev evakueret og bragt til Nuuk til behandling på hospitalet.
På nuværende tidspunkt har vagtchef Preben Kleist fra Grønlands Politi ikke yderligere kommentarer til politiets efterforskning af sagen. Det har beredskabsinspektør i Uummannaq, Isak Pjetturson, heller ikke. Han henviser til politiet.
Der bor cirka 150 borgere i Ukkusissat.