Canadas generalguvernør indviede konsulatet: - Vi er ét folk

Der blev talt om inuits historiske bånd og samarbejde, da Canada og Grønland fejrede konsulatets åbning.
Den canadiske generalguvernør Mary Simon holdt sin tale på tre sprog: Engelsk, fransk og inuktitut. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
09. februar 2026 12:11

Fredag klokken 17 var Grønlands elite samlet til reception på Hotel Hans Egede.

Her fejrede alle lige fra de forskellige partier, tidligere landsstyreformænd, direktører i selvstyrerets virksomheder og canadiske inuit-ledere åbningen af Canadas konsulat.

Mary Simon, Canadas generalguvernør, indtog talerstolen som den første.

Derefter fulgte den canadadiske udenrigsminister Anita Anand og Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.

Alle tre kom med diplomatiske taler om samarbejde og fælles udvikling for inuit i Canada og Grønland.

Men personen med de skarpeste budskaber var Natan Obed, formand for Inuit Tapiriit Kanatami, ITK.

- Vi lever nok snart i en tid, hvor vi ikke kan ergne med FN, Nato eller andre institutioner, som har virket de sidste 50 år. Men der er dusinvis af lande verden over, som viser deres solidaritet med os i dette øjeblik, sagde han.

En skræmmende tid

Natan Obed fortalte, hvordan han selv kommer fra Nunatsiavut, og hvordan inuit følger med i nyhederne om Grønland. 

Nyheder omhandlende hvad han kaldte 'mangel på respekt' for menneskerettigheder, retten til selvbestemmelsen og retten over ens hjemland.

- Det er en skræmmende tid for os inuit. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er for inuit her i Grønland.

ITK-formanden håber derfor, at inuit i Canada og Grønland kan arbejde sammen om at vise verden inuits værdier.

Natan Obed, formand for Inuit Tapiriit Kanatami, ITK, fortalte, at inuit er stolte af at være en del af Canada, men at det gode forhold har krævet hårdt arbejde: - Vi har alle været gennem kolonialisering som inuit og forsøgt at skabe konstruktive løsninger med de nationer, vi høre under. Vi er lige så stolte af at være canadiere, som vi er af at være inuit. Sådan et forhold kræver hårdt arbejde over lang tid. Foto © : KNR / Markus Valentin

- Selvom vi er små befolkninger spredt over store landarealer, bruger og værdsætter vi hver centimeter af vores land. Når jeg ser på et fjeld, ved jeg, at mine fodspor er overalt. Sådan kan man også forstå betydningen af ejerskab.

Natan Obed var ikke alene om at inddrage sine personlige historier i sin tale.

Også generalguvernør Mary Simon talte om sin opvækst som inuit.

Vi er ét folk

Mary Simon startede med at komme ind på, hvordan inuit har samarbejdet med hinanden længe før den vestlige opfattelse af diplomati fandtes.

- I dag hejser vi ikke blot et flag. Det er et symbol på, at arktiske folk deler stærke bånd, som går tilbage til før diplomati fandtes, som vi kender det.

Da KNR talte med Vivian Motzfeldt (S), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, dagen efter receptionen, fortalte hun, at Grønland vil gengive gestusen og åbne en repræsentation i Canada for at styrke samarbejdet. Foto © : KNR / Markus Valentin

Både Mary Simon såvel som canadas udenrigsminister Anita Anand udtrykte, hvordan Canada ser inuit i Grønland som en del af det samme folk.

- I min egen familie så vi inuit i Kalaallit Nunaat som vores familie; ét folk, sagde Mary Simon og fortsatte:

- I generationer har vi rejst over land og hav. Vi delte et sprog og en kultur, familier kendte hinanden, og det gør vi stadig i dag. Det vil fortsætte med langt ind i fremtiden.

Da Vivian Motzfeldt greb mikrofonen, byggede hun videre på budskabet om det fremtidige samarbejde, som konsulatet vil styrke.

- Åbningen af konsulatet styrker samarbejdet i de mange udfordringer, som ligger forude. Særligt i vores arbejde for fred og bæredygtighed i vores arktiske region.