Canada investerer 33 millioner i grønlandsk mineselskab

Grønlandsk mineselskab kan se frem til en million-investering fra Canada. Samtidig indgår naalakkersuisut en samarbejdsaftale om råstoffer og energi.
Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Markus Valentin
03. marts 2026 17:08

Mandag underskrev den canadiske regering en hensigtserklæring på at investere knapt 33 millioner kroner - syv millioner canadiske dollars - i mineselskabet Greenland Resources.

Det skriver mediet Buisnesswire.

Ifølge mediet er der tale om en betinget investering, som ikke skal tilbagebetales. 

Den træder først i kraft, såfremt Greenland Resources opnår alle de nødvendige tilladelser fra naalakkersuisut.

Greenland Resources

Greenland Resources fik 19. juni 2025 en udnyttetilladelse af Malmbjerget, Piiaffik, som indeholder molybdæn og magnesium, som blandt andet bruges i forsvarsindustrien.

Malmbjerget ligger nord for Ittoqqortoormiit og syd for Mestersvig på Jameson Land.

I starten af december 2025 blev selskabet omfattet en ny EU-strategi under navnet 'REEsourcesEU'.

Her vil EU investere et endnu ukendt beløb i Greenland Resources.

Nyheden blev dengang beskrevet af Naaja Nathanielsen (IA), naalakkersuisoq for råstoffer, som værende 'et kæmpe skridt i den rigtige retning'.

Under den canadiske mineralmesse i Toronto 2026 har den canadiske regering underskrevet en hensigtserklæring om en betinget investering på syv millioner dollars.

Den canadiske investering skal ikke tilbagebetales og træder i kraft, såfremt selskabet opnår de nødvendige tilladelser fra naalakkersuisut.


Stor canadisk plan

I disse dage afholdes verdens største mineralmesse i Toronto, Canadian Critical Minerals Forum, hvor også naalakkersuisoq for råstoffer og erhverv, Naaja Nathanielsen (IA), deltager.

Her er Greenland Resources ikke det eneste, som Canada investerer i.

Den canadiske minister for energi og naturressourcer Tim Hodgson har offentliggjort en pressemeddelelse om, at landet indgår 30 forskellige partnerskaber på samlet 57 milliarder kroner - 12,1 milliarder dollars - verden over.

Partnerskaberne går under navnet Critical Minerals Production Alliance - også bare kaldet 'Alliancen'.

- Disse partnerskaber og strategiske investeringer viser, at vi bevæger os fra ambition til handling. Med disse nye initiativer leverer vi de mineraler, verdens har brug for, udtaler Tim Hodgson i pressemeddelelsen.

Grønland og Canada indgår samarbejdsaftale

Mandag underskrev den canadiske minister for energi og naturressourcer og Naaja Nathanielsen en samarbejdsaftale på råstofområdet.

Det oplyser naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Her skriver de, at Canada vil tilbyde teknologisk viden, investeringsmuligheder og et veludviklet industrinetværk.

Omvendt vil Grønland bidrage med viden om energiudvikling i fjerntliggende områder.

Naaja Nathanielsen skriver i pressemeddelelsen, at aftalen skal føre til øget økonomisk aktivitet.

- Samarbejdsaftalen konkretiserer et tættere samarbejde mellem os og vores gode naboer i Canada, skriver Naaja Nathanielsen og fortsætter:

- Grønland har den seneste tid været fokus for en del international opmærksomhed. Denne aftale cementerer vigtigheden af stærke alliancer og partnerskaber.