Borgmester kræver svar: Naalakkersuisut glemmer borgernes tryghed

Fredag præsenterede naalakkersuisut en ny aftale om militær oprustning. Det har fået stærk kritik af Avaaraq Olsen (IA), borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.
Hun blev nemlig ikke på forhånd informeret om, at der skal bygges et nyt kontor til Arktisk Kommando samt oprettes en ny orlogskaj til Forsvarets skibe i Nuuk.
Det mener hun er med til at øge den generelle utryghed blandt befolkningen angående oprustning.
- Jeg kan også forestille mig, at det skaber endnu mere utryghed for nogen, at jeg går ud og siger, at jeg har heller ikke vidst noget.
Naleraq har tidligere været ude og kritisere de nye anlæg i Nuuk. De mener, at Nuuk og nuummiut bliver militære mål, hvis der en dag skulle udbryde krig.
Dét syn deler Avaaraq Olsen.
- Der er en øget utryghed ved, at man netop fokuserer og opruster på den måde, at vi så bliver til en skydeskive.
Ordet, der går igen i borgmesterens udtalelser, er 'tryghed'. For hun er ikke nødvendigvis imod oprustning og øget sikkerhed.
Men det skal foregå på en måde, så befolkningen ikke bliver skræmt, fortæller hun.
Tryghed og sikkerhed
Når Avaaraq Olsen tænker tilbage på sommerens militære øvelser, så mener hun, at der var god dialog fra myndighederne.
Dog skulle kommunen håndtere en række opkald fra særligt ældre borgere, som var bekymret for, om der udbrød krig.

Og de signaler, som naalakkersuisut og den danske regering sender med den nye aftale, mener hun, har mere fokus på sikkerhed end tryghed.
- Det vi har set indtil videre nu, det har ikke skabt mere tryghed for borgerne, og det mener jeg, at de her højere magter har glemt lidt i det her.
Naalakkersuisut og Danmark er gået med til den her oprustning, blandt andet ud fra vurderinger - må man antage - de har fået fra forsvaret, FE og PET angående et konkret trusselsbillede. Kan du forstå, hvis de har valgt at gøre det her af et sikkerhedsmæssigt hensyn?
- Jeg synes, man i det mindste skylder at informere den øverste politisk ansvarlige for kommunen om de her ting, før det kommer ud i nyhederne. Fordi jeg som borgmester har erfaring i forhold til, hvordan man tænker borgerne ind i netop at skabe tryghed.
Symbolsk oprustning

I en pressemeddelelser skriver borgmesteren, at samarbejdet skal understøtte borgernes oplevelse af fred og ikke må bære præg af: "oprustningssymbolik, der kan splintre vores fællesskab".
Kan du sætte nogle ord på, hvad du mener, der er symbolsk?
- Der er ansatte fra Arktis Kommando, som går hjem langs 400-vejen i militærtøj. Det ville være meget mindre i øjefaldene, hvis de ikke gik hjem i militærtøj. Det lyder af småting, men der kommer automatisk den her os og dem, når vi ser det.
Hvis de nu gik i civiltøj, og man ikke så dem eller blev konfronteret med dem i sin dagligdag, kan man så ikke risikere at glemme, hvilken situation det er, vi står i lige nu som land?
- Det er de der ting, jeg virkelig synes, der er behov for, at borgeren får lov til at have sin mening om og ytre. Den dialog mangler, fortæller hun og nævner eksempler:
- Har vi lyst til at have oprustningen her i byen; Har vi lyst til, at de går i civiltøj, eller skal de gå i uniformer; Hvor stor en del af byens samfund skal det være; er de ligesom alle andre borgere, eller har de en anden særstatus?
Møde med naalakkersuisut
I samme pressemeddelelse fortæller Avaaraq Olsen, at hun er bekymret for, at den nye kaj: "trækker byen væk fra sin historie som et åbent og levende centrum for handel, kultur og dagligliv".
Der er jo også et krav om, at kajen skal være dual use. Kan du forestille dig et scenarie, hvor den her kaj kan være med til at sikre handel og gøre Nuuk mere åben?
- Jamen altså, det kan jeg sagtens, men vi ved så lidt i forhold til, hvad der er blevet aftalt.
Hvad vil du gøre herfra som borgemester?
- Jeg har inviteret mig selv til møde med Vivian Motzfeldt (S), og også Jens Frederik Nielsen (D), fordi jeg gerne vil høre, hvad planen er, fortæller hun og fortsætter:
- Så har jeg tænkt mig at insistere på, at vi har ansvaret for byens udvikling, og hvilken retning den skal udvikle sig. Kommunalbestyrelsen skal i det mindste inddrages.
Hvordan mener du, at den nye kaj og kontoret til Arktisk Kommando skal løses.
- Det vil jeg finde ud af sammen med dem. Jeg har virkelig behov for at få det mest basale på plads, før vi kan komme videre i det her.
Mødet mellem Vivian Motzfeldt (S), Jens-Frederik Nielsen (D) og Avaaraq Olsen (IA) skal finde sted torsdag.