Australsk mineselskab sender folk til Grønland kort før valg

En delegation fra det australske mineselskab Energy Transition Minerals lander i Nuuk mandag for at "søge klarhed" om et omtalt mineprojekt.
Det siger selskabets direktør, Daniel Mamadou, til TV 2.
Over for mediet kalder Mariane Paviasen, fra IA, timingen for opsigtsvækkende.
Det skyldes, at der senest 6. april skal afholdes parlamentsvalg i Grønland.
Men Daniel Mamadou siger, at timingen er "helt tilfældig"
- Hvis det bliver opfattet som politisk indblanding, er det i hvert fald ikke vores intention. Vi er der ikke for at blande os, men vi er der for at forsvare vores investorers interesser og for at søge klarhed, siger han til mediet.
Energy Transition Minerals har siden 2007 ledt efter sjældne jordarter ved det sydgrønlandske fjeld Kuannersuit, der på dansk er kendt som Kvanefjeld.
Men i november 2021 vedtog den nyvalgte regering i Grønland en ny lov, der forbyder udvinding af uran.
Det betød, at Energy Transition Minerals fik afslag på at gennemføre projektet ved Kuannersuit, da der samtidig med udvinding af sjældne jordarter vil blive udvundet radioaktivt uran.
Kræver erstatning
Siden har mineselskabet stævnet både Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og det grønlandske selvstyre. Selskabet kræver en erstatning på omkring 76 milliarder kroner fra Danmark og Grønland.
De sjældne jordarter er afgørende i de batterier, der skal bruges i moderne teknologier og i den grønne omstilling.
Det er uundværlige stoffer til produktion af solceller, vindmøller, batterier til elbiler og mange andre ting. Det er et felt, som Kina sidder tungt på, hvilket øger afhængigheden.
Danmark var med til at give efterforskningslicensen til Energy Transition Minerals i 2007, fordi råstofområdet på det tidspunkt ikke var formelt overtaget af Grønland.
Men Kammeradvokaten argumenterer i en vurdering af sagen for, at Danmark reelt blot har fungeret som "gummistempel" siden 1998, hvor parterne aftalte, at området hører under Grønland.
Ifølge Kammeradvokaten er sagens formål at lægge et "utilbørligt" pres på selvstyret i Grønland i et håb om at få en tilladelse til projektet.
Forsvarsadvokat med speciale i international ret Poul Hauch Fenger har dog tidligere sagt til DR, at mineselskabet ifølge hans vurdering har en god sag mod Danmark og Grønland.