Enige politikere: Andre skal ikke blive rige på vores rigdomme

For en gangs skyld var politikere fra de fem partier i Inatsisartut enige. De mener vi skal udnytte den særlige situation til at få lavet en ny Selvstyrelov.
KNR TV havde inviteret repræsentanter for de fem partier i Inatsisartut - og formanden af Qulleq, Karl Ingemann - ind i studiet til en valgdebat.
18. februar 2025 07:32

Politikere fra de fem partier i Inatsisartut var samlet i sidste uge til en valgdebat på KNR TV. 

Og selvom stolene var bløde, så var emnerne mere bastante. Blandt andet kom de ind på ønsket om at få ændret Selvstyreloven:

- Man bliver nødt til at se på Selvstyreloven. Den bliver nødt til at blive ændret. Det kan man ikke komme udenom, sagde formanden for Demokraatit Jens-Frederik Nielsen.

Og det var alle partiformændene enige i.

For efter at omverdenens øjne er blevet rettet mod vores land er vi landet i en svær, men opportun situation, som vi bør udnytte. Det mente blandt andet næstformand i IA, Aqqaluaq B. Egede:

- Vi har som samfund kommet i en stærk position til at forhandle. Derfor må vi se det som noget, der åbner for nye muligheder og ikke kun som noget, vi skal være kede af, sagde Aqqaluaq B. Egede.

Rovfrift på råstoffer?

Springbrættet for snakken om Selvstyreloven var dokumentaren ”Grønlands Hvide Guld”, der siden premieren i kulturhuset Katuaq har skabt stor diskussion.

Både om rovdrift på råstoffer og tvivlsomme regnemetoder. Noget som har fået økonomer, kommentatorer og professorer på banen – både i Danmark og Grønland. Og altså også politikerne i TV-studiet i sidste uge.

- I dag snakker vi om råstoffer, og hvordan ikke-levende ressourcer er blevet taget ud af vores land, sagde Jens-Frederik Nielsen og fortsatte:

- Vi skal huske, som Selvstyreloven er i dag, kan vi ikke skabe en mine og få fuld indkomst fra det.  Derfor må den som det første blive ændret, Jens-Frederik Nielsen.

For loven lige nu siger, at bloktilskuddet vil blive reduceret med halvdelen af de indtægter, som kommer fra minedrift, hvis de overstiger 75 millioner – og det er et stort problem, mener Erik Jensen:

- I selvstyrelovens paragraf 8 står der, at loftet på indtægter fra råstoffer ligger på 75 millioner, og når den bliver overskredet, så skal det deles og der skal tages fra. Jeg mener, at hvis der bliver lavet en lov, vil det være et godt næste skridt, siger Siumut-formanden. 

Sammenhold om selvstændighed

For budskabet fra filmen, kan der ikke sættes de store spørgsmålstegn ved. Uanset hvor mange streger, der så egentlig kan sættes under resultatet af rovdriften.

Danmark har udnyttet Grønland og dets undergrund. Og det skal stoppe, mente politikerne i studiet:

- Vi bliver nødt til at skabe noget nyt. Det kan ikke blive ved med at være andre, der får gavn af vores rigdomme. Det bliver nødt til at være os, siger Aqqaluaq B. Egede.

Og det gav blandt andre Aqqalu Jeremiassen ham ret i: 

- I den nuværende rigsfællesskabskonstruktion kan det ikke være anderledes. Vi må lave en ny selvstyrelov, så den passer til samfundet og landet. Den skal være nem at anvende, sagde formanden for Atassut.

Det siger Grønlands Selvstyrelov om vejen til selvstændighed

Selvstyrelovens §21 hedder meget sigende "Grønlands adgang til selvstændighed".

Den indeholder tre punkter: 

1) Først skal naalakkersuisut og den danske regering indgå en aftale om Grønlands selvstændighed.

2) Så skal aftalen om Grønlands selvstændighed til afstemning i Inatsisartut, og der skal være en folkeafstemning.

3) Stemmer både Inatsisartut og befolkningen ja til aftalen, skal et flertal i Folketinget godkende det, før aftalen er gældende.

Men uanset hvad, var det et sjælendt syn, der udspillede sig for øjnene af seerne. Et enig hold Inatsisartut-politkere. 

Og dette sammenhold er vigtigt at holde fast i, hvis Selvstyreloven skal genforhandles, det slog formand for Naleraq Pele Broberg fast til sidst: 

- Vi vil selvfølgelig stå sammen om, hvordan det kommer til at komme på plads. Men først skal vi træffe en beslutning om, hvad vi vil. Og det virker til at være enige om, at selvstyreloven ikke længere skal være en fortøjning, siger Pele Broberg.