Aleqa Hammond peges på som formand for Siumut

Siumuts lokalafdeling i Sisimiut peger på den tidligere og omstridte formand, Aleqa Hammond, som ny formandskandidat for partiet.
Aleqa Hammond var formand for Siumut fra 2009 til 2014. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
19. juni 2025 16:39
Versionist Erninnguaq Reimer

Siumut holder ekstraordinært landsmøde i Nuuk den 28. juni. Hovedpunktet på mødet bliver valget af en ny formand.

Fra Sisimiut er den tidligere formand for partiet, Aleqa Hammond – som ofte har været omdiskuteret – nu blevet foreslået som ny leder. Det oplyser lokalafdelingens formand til KNR.

– Siumut Sisimiut opfordrer Aleqa Hammond til at stille op som formandskandidat til det ekstraordinære landsmøde, fordi vi ser hende som en stærk person, der tydeligt står ved Siumuts mål og kan arbejde for, at partiet igen bliver det største i landet, skriver Inuuteq Bech, formand for Siumut Sisimiut.

Ifølge lokalafdelingen har Aleqa Hammond evnen til at samle partiet, og de mener, hun er den mest egnede til at lede landet.

Formanden for Siumut Sisimiut mener, at Aleqa Hammond godt kan varetage formandsposten, selvom hun hverken er medlem af Naalakkersuisut eller Inatsisartut, fordi hun har den nødvendige tid og opbakning.

– Derfor arbejder vi sammen med mange Siumut-medlemmer i resten af landet og har et stort håb om, at arbejdet med at få Aleqa Hammond opstillet som formandskandidat bliver taget godt imod både centralt og i lokalafdelingerne, skriver Inuuteq Bech.

Har før været formand for partiet

Aleqa Hammond har tidligere været formand for Siumut.

Efter at Siumut har været det ledende politiske parti i landet i 30 år, blev partiet i 2009 overhalet at IA , der indtog pladsen det største parti, og daværende formand Hans Enoksen trak sig. Aleqa Hammond overtog ledelsen af partiet, som nu var blevet det ledende oppositionsparti i Inatsisartut.

Ved valget i 2013 genvandt Siumut pladsen som det største parti, og under Aleqa Hammonds ledelse dannede Siumut koalition med Atassut og Partii Inuit.

Men Aleqa Hammonds tid som regeringsleder blev kort.

Det viste sig nemlig, at hun havde anvendt offentlige midler til private formål, hvilket blev afsløret af revisionsudvalget. Aleqa Hammond havde brugt 204.000 kroner fra Selvstyrets midler. Revisorerne havde gentagne gange krævet tilbagebetaling, og i 2014 tilbagebetalte Aleqa Hammond pengene til landskassen.

Efterfølgende trak hun sig som regeringsleder.

Og i 2014 trak hun sig som formand for Siumut.