Aaja Chemnitz vil have en plan ud til befolkningen: - Vi skal forberede os på det værste
Alarmklokkerne ringer hos IAs folketingsmedlem Aaja Chemnitz efter, at den amerikanske præsident igen har udtalt, at USA har brug for Grønland.
Udmeldingen fra Donald Trump faldt natten til mandag ombord på Air Force One, da en journalist spurgte ind til, om præsidenten vil skride til handling over for Grønland.
- Vi vil bekymre os om Grønland om omkring to måneder. Lad os tale om Grønland om 20 dage, svarede præsidenten og understregede, at USA har brug for Grønland.
Trump har gentagende gange i løbet af det seneste år udtalt, at USA har brug for Grønland. Men denne gang faldt udtalelsen døgnet efter, at USA angreb Venezuela.
Set i det lys er udtalelserne særligt bekymrende, mener Aaja Chemnitz. Ifølge IA-politikeren bør Folketinget skærpe samtalen med naalakkersuisut om et egentligt beredskab i tilfælde af, at en amerikansk intervention ville blive en realitet.
- I den nuværende situation er det vigtigt, at Grønland forbereder sig på en situation, hvor det værste kan ske - det er beredskab, som hele verden forbereder sig på og som også kan være vigtig, hvis amerikanerne gør alvor af deres trusler mod Grønland, siger Aaja Chemnitz.
Verden ser anderledes ud
NATO har en plan for forsvaret af Grønland. Det har chefen for Arktisk Kommando, Søren Andersen, tidligere understreget i et interview med Reuters i juni sidste år.
Men står det til Aaja Chemnitz er det vigtigt, at der bliver kommunikeret en beredskabsplan ud til befolkningen i tilfælde af, at der opstår en situation, hvor kommunikationskanalerne ikke længere fungerer.
- Vi bliver nødt til at forberede os på scenarier, hvor verden ser helt anderledes ud. Det er meget tydeligt, at de udtalelser, der kommer fra Grønland, ikke bliver respekteret fra Trumps side. Derfor er det vigtigt, at vi handler for at skabe tryghed i befolkningen, siger Aaja Chemnitz.
Kan ikke løfte opgaven
I det førnævnte interview ombord på Air Force One kritiserede den amerikanske præsident det danske forsvar af Grønland.
- Lige nu er der fyldt med kinesiske og russiske skibe over alt i Grønland. Vi har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed. Danmark kommer ikke til at være i stand til at løfte opgaven, sagde Trump.
Det er udtalelser, der ifølge Chemnitz er “overdrevne” og kendetegner, at Trump spiller ude for de spilleregler, vi normalt er vant til, siger hun.
Aaja Chemnitz fortsætter:
- Derfor må vi stille os selv spørgsmål, om USA er den allierede, som de var for bare et år siden. Jeg har i hvert fald ikke lyst til, at vi har en afhængighed af USA.