Aaja Chemnitz forklarer vælgerlussing med profilmangel

Aaja Chemnitz efterlyser profiler i Inuit Ataqatigiit, men med genvalg til mange kandidater kan der være lang udsigt til fornyelse.
Foto © : Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
13. marts 2025 07:30

Inuit Ataqatigiit (IA) er, med en tilbagegang på 15,3 procent, det parti, som har mistet flest vælgere ved tirsdagens valg. Fra at være det suverænt største parti må de nu se sig slået af både Demokraatit og Naleraq.

IA’s medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz, mener ikke, at partiet har begået konkrete fejl, som kan forklare den store vælgerflugt. Hun peger derimod på, at kandidatlisten har savnet store profiler, som kan tiltrække vælgere.

- Jeg tror, vi har manglet flere stærke profiler. Der er en klar tendens i grønlandsk politik, at det er personer, der fylder, mere end det er politikken, der er det vigtige, siger Aaja Chemnitz til KNR.

Skal IA finde profiler, som kan bære partiet gennem den nye valgperiode og sikre fremgang ved næste valg, tyder det på, at de skal findes blandt de medlemmer, som også har tegnet partiets profil de sidste fire år. Af de syv medlemmer, som er valgt ind i Inatsisartut, er det nemlig kun Nivi Rosing, der er nyvalgt.

Valgresultatet

Vinder: Demokraatit med 30 procent af stemmerne. Ved valget for fire år siden fik partiet blot 9 procent. 

Naleraq bliver nummer to med næsten 25 procent af stemmerne. Ved valget i 2021 fik de knap 12 procent. 

Inuit Ataqatigiit fik 21 procent af stemmerne. Det er en ordentlig tilbagegang fra det sidste valg, hvor partiet blev størst med 36 procent. 

Siumut bliver nummer fire med 14 procent af stemmerne - også det er et ordentligt slag over snuden i forhold til valget i 2021 - faktisk er det en halvering. 

Atassut fik 7,3 procent af stemmerne og det er nogenlude på niveau med sidse Inatsisartut-valg.

Og så er der det nye parti Qulleq, som blot fik en enkelt procent af stemmerne og ikke blev valgt ind.


Fortyder ikke

Aaja Chemnitz gik selv med overvejelser om at stille op til Inatsisartut-valget og kunne måske have hjulpet sit parti til et bedre valgresultat. I sidste ende valgte hun dog at beholde sin plads i Folketinget.

Noget, hun ikke fortryder i dag.

- Jeg står ved den beslutning, som jeg traf dengang, siger hun.

Modsat Aaja Chemnitz valgte hendes kollega i Folketinget, Aki-Matilda Høegh-Dam (N), at stille op til valget – og det med stor succes. Den forhenværende Siumut-politiker blev nemlig en af valgets helt store stemmeslugere, da hun fik tredje flest stemmer af alle. Dermed bidrog hun i høj grad til Naleraqs fremgang på 12,5 procent.

Aki-Matilda Høegh-Dam fik 2.954 personlige stemmer, hvilket svarer til 10 procent af alle de afgivne stemmer. Hun slår dermed sin egen partiformand, Pele Broberg, der fik 1.254 stemmer.