19-årig får 10 års anbringelse for drab i Tiniteqilaaq

En efterfest i forbindelse med en julefrokost i Tiniteqilaaq tilbage i november 2024 endte med at koste en mand livet, mens andre til festen blev såret.
En 19-årig mand kom nemlig op at skændes med resten af gæsterne og valgte at gå ned til sin båd og hente et haglgevær.
Kort efter lød der skud gennem vinduer og døre. Der var syv personer til stede, to blev ramt af skudhagl og en 31-årig mand dør af sine skader.
Dagen efter blev den 19-årige anholdt.
Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse i forbindelse med, at sagen er blevet afgjort i kredsretten i dag.
Maksimal foranstaltning
Sagen blev behandlet i Sermersooq Kredsret, hvor den 19-årige sad tiltalt drab og drabsforsøg på flere personer.
Selvom den tiltalte erklærede sig skyldig i at have skudt ind i huset, så nægtede han at have skudt med det formål at begå drab. Alligevel endte kredsretten med at dømme ham for episoden.
Da dommen skulle afsiges, lagde retten vægt på sagens omfang og karakter, som også blev omtalt af den anklagerfuldmægtige, Line Petersen.
- Der er tale om en meget alvorlig sag. En mand har mistet livet og de seks andre personer, der var til stede under skyderiet, er naturligvis stadig mærket af episoden.
Derfor har retten idømt ham 10 års anbringelse i anstalt.
- Retten har idømt den 19-årige mand 10 års anbringelse i anstalt. Det er den højest mulige tidbegrænsede foranstaltning som retten kan idømme. Det siger noget om både alvoren og karakteren af det, der er sket, siger anklagerfuldmægtig Line Pedersen.
Den 19-årige modtog dommen og er fortsat tilbageholdt, afslutter politiet pressemeddelelsen.