VIDEO Stressramt savner kvalificeret hjælp

Flere og flere bliver ramt af stress. Mange sager bliver ikke registreret, da de fleste kæmper med en stress derhjemme uden at få hjælp udefra.
11. september 2014 10:27

En af dem er Helga Nielsen fra Ilulissat, som håber, at hendes historie vil sætte en oplysningskampagne i gang.

- Jeg har et stort behov for at få hjælp, hvis ikke, er jeg syg i endnu længere tid, siger Helga Nielsen til KNR.

Søger hjælp i Danmark
Som det er nu, må hun selv forsøge at finde en vej ud af stresstilstanden. Og da der mangler behandlingsmuligheder i Grønland, har hun besluttet at rejse til Danmark.

- Fordi jeg er nødt til at gøre noget. Mit hus skal sælges, mine møbler sælges.

- Mit næste skridt er at bede mit arbejde om at få skrevet mig op på ventelisten til et af kommunens huse for at kunne komme tilbage, når jeg er blevet rask, siger hun.

Mange mennesker stresser
Stressen har gjort Helga Nielsen indelukket, og hun kan ikke overskue det samme som tidligere.

- Jeg er en beslutsom kvinde med styr på mange ting, men min sygdom har gjort, at jeg ikke længere kan kontrollere min hjerne, og jeg er meget ensom nu, siger Helga Nielsen.

Selvom hun normalt er et meget hjælpsomt menneske, beder hun folk om at lade hende være i fred, mens hun er syg.

- Jeg vil meget gerne hjælpe, men jeg kan ikke hjælpe mig selv lige nu. Så jeg må sige, at jeg ikke kan hjælpe lige nu, jeg er syg, siger Helga Nielsen.

Den hjælp, hun nu søger i Danmark, skal hun selv betale for.