Uranrapport kræver dansk samarbejde

Fremtidig udvinding og eksport af uran hører under den danske sikkerheds- udenrigs- og forsvarspolitik. Det konkluderer en ny fælles dansk grønlandsk uran rapport, som udkom i dag.
Skrevet af Ivik Kristiansen
08. oktober 2013 06:09

Dermed anbefaler rapporten at Grønland ikke kan give tilladelse til en uran mine uden dansk accept først.

Naalakkersuisoq for råstoffer er enig i, at der er nogle punkter hvor der skal samarbejdes med Danmark, men slår fast, at Grønland har retten til selv at bestemme om vi vil udvinde uran.

- Når de kommercielle og de økonomiske vilkår, for eksempel i forhold til at skulle sælge råvarer til udlandet, så har vi den udenrigspolitiske kompetence, også i selvstyreloven. Så derfor, når vi skal sælge råvarer til udlandet på kommercielle vilkår, så har Grønland en folkeretlig mulighed for det, siger Jens Erik Kirkegaard.

Den nye rapport med sin konklusion om, at også udvinding af uran er et rigsanliggende, modsiger Selvstyrets egen uran-rapport, som kom for blot knapt tre uger siden.

Den kom som bekendt frem til at uranudvinding er et rent grønlandsk anliggende. Af de to rapporter tillægger Jens Erik Kirkegaard Selvstyrets egen rapport størst værdi.

- Det er klart at begge rapporter har nogle betydninger, men selvfølgelig, den rapport som Inatsisartut bestilte sidste år er et af grundlagene til, at vi har stillet et principforslag til inatsisartut, omkring ophævelsen af nul-tolerancen, fastlår Jens Erik Kirkegaard.

Så selvom han ikke er enig i nogle af de konklusioner som er truffet i den nye dansk/grønlandske rapport, fremhæver naalakkersuisoq for råstoffer, dog at han er enig i andre af rapportens konklusioner.

- Forsvars- og sikkerhedspolitik så er det klart at vi skal samarbejde med Danmark. Danmark har kompetencen på det område. Men samtidig, når de råvarer vi sælger ud af Grønland går til fredelige formål, for eksempel til el-produktionen til atomkraftværker i Finland eller Sverige, så har Grønland fuld kompetence til at indgå aftaler på det område, siger Jens Erik Kirkegaard.

Han mener også at det er i alles interesse at nå frem til enighed, og håber på en konstruktiv dialog fremover.

Medlem af Inatsisartut for IA, Sara Olsvig, som også var med til pressemødet, mener at den nye rapport drager nogle fornuftige konklusioner.

- Men den får mig også til, at stille en masse nye spørgsmål. For eksempel så sagde naalakkersuisoq for råstoffer, at vi bare selv kan beslutte om vi vil være medlem af EURATOM, som er EU-landenes organ som varetager radioaktive stoffer, men i rapporten står, der at EURATOM traktaten, den skal ændres hvis Grønland skal blive medlem, og det kan Grønland ikke selv bestemme. Det undrer mig, at vores naalakkersuisoq for råstoffer ikke har fuld indsigt i, hvad konsekvenserne er, ved det vi skal debattere i salen i morgen, sigerSara Olsvig.