Tre Thulearbejdere kæmper fortsat

Tre tidligere Thulearbejdere kæmper fortsat for at få erstatning for de sygdomme, som de mener B52-ulykken 1968 har været skyld i.
Skrevet af mlk
23. oktober 2013 11:36

Alle forsøg fra Foreningen for Strålingsramte Thulearbejdere på at få tilkendt erstatning for de helbredsmæssige konsekvenser af ulykken i 1968 er slået fejl.

Alligevel har tre danske Thulearbejdere gennem nogen tid i privat regi kørt prøvesager mod Pihl og Søn ved en voldgiftdomstol i New York. Det oplyser formanden for strålingsramte Thulearbejdere Jens Zinglersen over for KNR. Oprindeligt var der fire, men den ene er afgået ved døden som følge af lungekræft. Af de øvrige tre lider én af strubekræft og to har fået fjernet en nyre efter kræft.

Med afsæt i denne sag har amerikanske arbejdsmyndigheder fremsat krav om 1,1 milliarder kroner fra Pihl og Søns konkursbo, i tilfælde af, at der skal opstå flere krav, hvis de tre thulearbejdere tilkendes erstatning.

Selv har Foreningen for Strålingsramte Thulearbejdere ikke nogen andel i kravet og har faktisk helt opgivet kampen for erstatning.

-Vi har netop ændret vores vedtægter her i efteråret på en generalforsamling, fordi vi anser mulighederne som forening som udtømte. Vi har jo tabt stort set ved alle europæiske instanser, men der er nogle enkelte medlemmer, som er meget overbevist om, at de har medicinsk belæg for, at deres sygdomme kan stamme deroppe fra, siger Jens Zinglersen.

Over for Berlingske Tidende vil kuratoren for Pihl og Søns konkursbo ikke afvise, at Thulearbejdernes krav kan blive hørt. Men Jens Zinglersen vurderer chancerne som meget ringe.

-Jeg stiller mig meget tvivlende. Rent moralsk anser jeg ikke Pihl og Søn for at have nogen skyld i det uheld, der skete dengang. Hvis der er nogen, der er ansvarlig, er det måske den amerikanske stat, det amerikanske militær eller de forenede staters luftvåben, men jeg er ikke bekendt med, at der nogensinde er blevet udbetalt erstatning til sygdomsramte efter uheld med atomvåben på amerikansk side, siger han.

Konkursboet efter Pihl og Søn er omkring 600 millioner kroner værd, og der er gjort krav for cirka 4 milliarder, heraf er kravet på vegne af Thulearbejderne det største.

De danske Thulearbejdere fik i 1995 tilkendt en kompensation på 50.000 kroner hver fra den danske stat, der dog ikke vil påtage sig ansvaret for begivenhederne.