Sermitsiaq-direktør: Næste bestyrelsesmøde bliver afgørende

Mediehuset Sermitsiaq.AG har klaret sig for godt til at beholde deres milliontilskud, vurderer Naalakkersuisut.
10. juli 2014 15:40
(Opdateret fredag kl. 10.05)
 
Mediehuset Sermitsisaq.AG skal med kort varsel spare 2,5 millioner kroner på årets budget. Naalakkersuisut har nemlig sendt direktøren, Poul Krarup, et afslag på tilskud. 
 
Forklaringen er, at virksomheden klarer sig for godt til at få tilskud.
 
Aleqa Hammond var rejst på ferie, da pressemeddelelsen blev sendt ud i går eftermiddag. Men Steen Lynge, viceformand for Naalakkersuisut, forklarer gerne.
 
- Støttekroner skal bruges til virksomheder, som har brug for offentlig støtte og ikke virksomheder, som kører en sund økonomi, siger han.
 
 
Sermitsiaq.AG har leveret fine overskud de sidste tre år og betalt godt af på sin gæld, påpeger Steen Lynge.
 
- Havde virksomheden haft brug for støtte, jamen så ville vi havde givet den. Men når virksomheden kører så sundt som den gør, så er der jo ikke grund til at bruge offentlige midler på at drive en privat virksomhed.
 
En mindre overraskelse
 
Nyheden om 2,5 millioner kroner mindre på årets indtægter kommer som en overraskelse for den private medievirksomhed, der i mange år har siddet solidt på markedet.
 
- Vi er lidt overraskede, vi kan ikke forstå beslutningen, men vi tager den til efterretning, lyder de første ord fra mediehusets direktør, Poul Krarup.
 
Han vil ikke spå om konsekvenserne endnu for Mediehuset Sermitsiaq.AG, der udgiver otte større netaviser, blade og aviser her i landet og sidste år havde et overskud på 3,3 millioner kroner. Næste bestyrelsesmøde kommer til at blive afgørende for virksomheden, siger Poul Krarup.
 
Et punkt på finansloven
 
Mediehuset har fået 1,5 million kroner fra tilskudspuljen i 2012, mens man året efter hævede beløbet til 2,5. I finansloven for i år har man indregnet at give 2,5 million kroner i tilskud hvert år helt til 2017, derfor kommer den nye beslutning som en grim overraskelse for direktøren.
 
Tidligere er Sermitsiaq.AG blevet frataget portostøtte. Dengang indførte man en praksis med at støtte mediehuset på andre måder. Og det er her, at "Tilskudspuljen til landsdækkende aviser" blev indført.
 
Ifølge naalakkersuisutformand, Aleqa Hammond, skal de 2,5 million kroner, der i finansloven var afsat til mediehuset Sermitsiaq.AG, nu komme "alle andre medier i Grønland" til gode, hvis de søger tilskudspuljen.
 
Puljen ligger under formandens departement og ikke naalakkersuisoq for kultur, Nick Nielsen, som ellers har ansvaret for landets mediepolitik.