Råstofaftale mellem Grønland og Danmark underskrevet

Endnu et skridt er taget i retning mod Naalakkersuisuts ønske om at danne GeoSurvey Greenland, GSG, som afløser for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS.
19. august 2014 10:02

Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked, Jens-Erik Kirkegaard, og den danske klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen, har i Nuuk underskrevet en samarbejdsaftale, som skal styrke råstofudviklingen i Grønland.

- Jeg er stolt over den aftale, vi har udarbejdet sammen med Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

LÆS OGSÅ GEUS ser kommende GSG som partner

- Aftalen betyder, at GEUS fortsat vil spille en stor rolle i den geologiske efterforskning, og at de aktivt vil hjælpe os med at opbygge vores geologiske kompetencer her i landet. Det er jeg rigtigt godt tilfreds med, siger Jens-Erik Kirkegaard.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen noterer, at den nye aftale fortsætter samarbejdet om udvikling af råstofområdet i Grønland, samtidig med at den tager højde for den udvikling, Grønland ønsker.

Egen råderet over råstofinformation
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2015 og varer i fem år. Den afløser den nuværende, femårige samarbejdsaftale.  GSG planlægges etableret den 1. januar 2016.

LÆS OGSÅ Grønland vil droppe dansk rådgivning om råstoffer

Ideen med GSG er at sikre, at Grønland selv bliver ejere af de indsamlede informationer omkring mineraler og olie.

Det nye GSG skal have 40 ansatte. Driftsbevillingen forventes samlet at blive på 51,5 millioner kroner. Dertil skal lægges en stor anlægsudgift til bygninger og materiel.

Lovgrundlaget for GSG vil blive behandlet på den kommende efterårssamling.