Qaasuitsup scorer kassen

Samtidig med at Nordkommunen vinder stort på udligningsaftalen, så blev der sidste år også indhandlet for en kvart milliard mere end fem år tidligere.
22. juli 2014 12:59

Det går strålende for fiskeriet i Qaasuitsup Kommunia, hvor indhandlingen og fortjenesten på fisk og skaldyr er eksploderet de seneste fem år, mens det går den stik modsatte vej for resten af landet.

Det viser tal fra Grønlands Statistik.

Over de seneste fem år er værdien af indhandlingen steget med en kvart milliard kroner i Nordkommunen. Dermed blev der sidste år indhandlet fisk og skaldyr for næsten 570 millioner kroner. En stigning på godt 43 procent.

Et fald på 21 procent

Ganske anderledes ser det ud, hvis man ser på resten af landet, hvor indhandlingen bliver mindre år for år.

Samlet indhandlede de tre øvrige kommuner sidste år for godt 270 millioner kroner. Et mærkbart fald på 21 procent i forhold til indtjeningen i de tre kommuner i 2008.

Interessant nok er de store tabere i fiskeriet også taberne i den kommunale omfordeling. Qeqqata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq står for den største tilbagegang i indtjeningen.

Samtidig er det også de to midterkommuner, der skal aflevere penge til Nordkommunen i det nye forslag til udligningsmodel.

Modsat kan Qaasuitsup Kommunia glæde sig over gode tider på havet og en endnu mere favorabel udligningsmodel i støbeskeen.