Qaasuitsup Kommunia på vej med fyreseddel til sin direktør

Efter små 11 måneder på posten som kommunaldirektør må Lars Sandgreen se sig om efter et nyt arbejde. Han er stoppet, og Hans Eriksen overtager midlertidigt.
19. august 2014 10:08

To kommunalpolitikkere har uafhængigt af hinanden bekræftet over for KNR, at en fyring har været undervejs i noget tid.

En tredje kilde fortæller, at Lars Sandgreen allerede er stoppet, men vil ikke sige noget om årsagen, eller om der er tale om en suspendering.

Da det officielt er en kommunalbestyrelsesbeslutning at ansætte og fyre direktører, skal de indkalde til et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Det sker muligvis i denne her uge.

LÆS OGSÅ Administration sylter medbestemmelsesret i bygderne

Kort før middag lykkedes at få fat i borgmester Ole Dorph, som dog ikke vil kommentere personsager.

Men han oplyser, at Hans Eriksen fra i dag er fungerende, administrerende direktør i Qaasuitsup Kommunia.

Ifølge vores kilder er kommunalbestyrelsen blevet indkaldt til et ekstraordinært møde på fredag, hvor der kun er et enkelt punkt på dagsordenen.

Hans Eriksen var i forvejen direktør for forvaltningen for børn, kultur og fritid.