Populært at stemme om Inatsisartut-placering

Kommuneqarfik Sermersooq har aldrig haft så mange besøgende på sit website. En konsulent mener, at det er på grund af kommunens byggeriafstemning.
26. august 2014 08:31
 
- Der har aldrig været så mange besøgende på vores hjemmeside som i disse dage. På tre dage har vi haft 4-5.000 besøgende, lyder det fra kommunens konsulent Karsten Peter Jensen.
 
Stedet for den nye Inatsisartut-bygning i Nuuk er sat til direkte folkeafstemning blandt nuummiut på nettet.
 
Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq vil inddrage både unge og gamle i beslutningen, og derfor laver de en charmeoffensiv på både uddannelsessteder, alderdomshjem og butikker for at få flere til at deltage.
 
Karsten Peter Jensen går i disse dage rundt med en ipad og hjælper forbipasserende med at afgive deres stemme om placeringen af det nye Inatsisartut. Målet er, at så mange som muligt skal deltage i afstemningen, før den slutter.
 
Folk skal kunne stemme - uanset om de har en internetforbindelse eller ej, er målsætningen.
 
- Dem ude på plejehjemmene for eksempel, det er ofte de borgere, som ikke har brugt meget tid på internettet, siger Sermersooqs konsulent.
 
Afstemningen for hovedstadens indbyggere slutter 31/8.