Opfordring: Hvor bliver borgermøderne om uran og Isua af?

Miljøorganisationen Avataq husker Jens-Erik Kirkegaard på sine valgløfter.
Avattap qinersisartut qinersinerminni Nunatta uranimut politikkia eqqaamaqquaa.
28. august 2013 06:24

Om tre uger, fredag d. 13. september, ved efterårssamlingens start skal de vigtigste folkelige debatter om de to emner være overstået, og det er stik imod hvad Siumut lovede i valgkampen om indragelse af borgerne, mener miljøorganisationen Avataq.

- Jeg synes, at det nærmest er skandaløst, at man påberåber sig, at folket har talt, fordi at Siumut fik et lille flertal ved det seneste valg. disseher spørgsmål er så fundamentale for det grønlandske samfund, at de er ikke noget man bare kan skøjte let henover, siger formand Mikkel Myrup.

For en uge siden holdt rubinvirksomheden True North Gems velbesøgte informationsmøder i tre byer på Vestkysten. I går blev det så tid til, at de officielle høringsmøder om rubinmineprojektet skulle i gang. I aften er der diskussion i Paamiuts forsamlingshus klokken syv, og sidste høringsmøde er på torsdag samme tid i kulturhuset i Nuuk.

Mikkel Myrup siger, at naalakkersuisoq for råstoffer har kontaktet hans organisation for input omkring bedre høringsprocesser.

Men der er noget helt galt, når man holder grundige høringer for de små projekter og venter med de store til senere, siger formanden.

- Det nytter ikke noget, at man bruger Qeqertarsuatsiaat som et eksempel på at få disseher ting til at køre. Vi skal have de store projekter på banen, før vi kan komme videre overhovedet.

Til efterårssamlingen skal der både stemmes om ja eller nej til en ny storskalalov - et lovkatalog med undtagelser for store bygge- og industriprojekter - og der skal stemmes ja eller nej til muligheden for uraneksport fra Sydgrønland.

Men der har slet ikke været holdt høringer om uranspørgsmålet, og storskaladiskussionerne er mest sket på London Mining og råstofstyrelsens egne præmisser i vinter, mener Mikkel Myrup.

Det skæmmer de høringer, der er, om den lille rubinmine nu, siger han.