Ny garanti for Paakitsoq vandkraftværk

Vandkraftværket ved Paakitsoq tæt ved Ilulissat, der blev officielt taget i brug i begyndelsen af denne måned, er nu økonomisk sikret mod eventuelle fejl og mangler efter at hovedentreprenøren Pihl og Søn i slutningen af august gik konkurs.
20. september 2013 06:34

Entreprenørselskabet Istak, der har medvirket ved opførelsen af værket som islandsk datterselskab af det konkursramte Pihl og Søn, har overtaget moderselskabets forpligtelser.  Det sker umiddelbart efter, at Istak er blevet overtaget af statsejede islandske Landsbannkin, forklarer Nukissiorfiits direktør, Henrik Estrup.

- Og i henhold til den aftale, så overtager Istak det fremtidige arbejde og hele byggeprojektet og forsikringen er i fortsat i kraft for hele projektet. Så hvis der sker noget, så er vi dækket på samme måde som vi hidtil har været i projektet, siger Henrik Estrup.

Henrik Estrup fortæller også, at Nukissiorfiits juridiske rådgivere umiddelbart efter Pihl og Søn’s konkurs med det samme gik i gang med at vurdere de kontraktsmæssige konsekvenser:

- Vi har haft et grundigt arbejde mellem vores advokat og Istaks advokat. Og der er udarbejdet en kontrakt hvor under det netop bliver aftalt, at Istak overtager alle forpligtigelser som Pihl har haft før på projektet. Det vil sige både det fremadrettede og det bagudrettede ansvar for hele projektet, siger Henrik Estrup.

Entreprenøren har under hele etableringsfasen stillet garantier på 15 pct. af opførelsesprisen – svarende til 85 millioner kroner:

- Og i forbindelse med overtagelsen af hele værket her den 2. september i år, så er forsikringssummen blevet nedskrevet 10 procent, svarende til ca. 57 millioner kroner. Så det er altså den sikkerhed vi har stående, hvis der skulle opstå nogle ting fremadrettet, siger Henrik Estrup.