Martha Lund Olsen vil bryde tabuer

Selvmord, drab, vold og seksuelt misbrug af børn er stadig tabu blandt inuit i de arktiske lande, og dermed også i Grønland. Det mener naalakkersuisoq for sundhed og justits, Martha Lund Olsen.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
23. juli 2014 05:33

- Det er noget man skjuler. Det er stadigvæk tabu her i Canada og Alaska, og ikke noget man snakker så højt om. Efter mit indlæg var der flere der var ovre og sige til mig, at det var godt jeg fik taget hul på den diskussion. Og det var da også det emne, der blev fokuseret på i den efterfølgende diskussion, siger Martha Lund Olsen.

Martha Lund Olsen var en af hovedtalerne under tirsdagens debat, da ICC’s delegation debatterede emnet med overskriften "Et sund samfund og familiens velvære i de arktiske lande".

Martha Lund Olsen lagde ikke skjul på under sin tale, at selvmod, drab, vold og seksuelt misbrug af børn stadig er et stort problem i Grønland og tabu.

Håb om samarbejde på området

Hun mener, at vi i de arktiske lande burde tale meget mere om tabuerne og ikke skjuler dem.

- Jeg tror og håber at det er et område vi kan samarbejde om i fremtiden. Mange talte om det kulturelle aspekt, og om familiens betydning for at få løst den slags problemer, siger Martha Lund Olsen.

Medlem af ICC’s Sundheds komite, læge Gert Mulvad, som fulgte interesseret med under debatten siger, at hvis man skal finde en løsning på problemerne bliver man nødt til at finde sig selv i første omgang.

Viljen til at løse problemerne er der

- Noget af det der meget kendetegnede indlæggene, var at man erkendte de problemer, og prøvede at give bud på hvordan de kunne løses, siger Gert Mulvad.

- Løsningerne finder man hos sig selv, siger Gert Mulvad, der ikke er i tvivl om, at samfundet i de arktiske lande har viljen til at løse problemerne.