Kunstnere har ikke længere tillid til Ilulissat Kunstmuseum

Kunstnernes sammenslutning KIMIK kritiserer, at Ilulissat Kunstmuseum udstiller værker uden, at kunstnerne er blevet orienteret omkring det.
Ilulissat Kunstmuseum udstiller værker fra landets kvindelige kunstnere i udstillingen Backbone. Men flere af kunstnerne kritiserer nu, at de ikke vidste, at deres værker var udstillet. Foto © : Stuart Mcintyre/BAM/Ritzau Scanpix
24. april 2024 07:48

Kunstnernes sammenslutning KIMIK retter nu kritik mod Ilulissat Kunstmuseum. Flere af landets kunstnere har ikke længere tillid til museet, siger formand for KIMIK, Kristine Spore Kreutzmann.

Kritikken kommer efter, at fem kunstnere i sidste uge fortalte til KNR, at deres værker er en del af den igangværende udstilling Backbone på Ilulissat Kunstmuseum, uden at kunstnerne er blevet informeret omkring det.

- Det er ikke i orden, at kunstmuseet sætter værker op, uden at kunstnerne har givet deres samtykke, har hørt om udstillingen, eller fået en invitation til at udstille. Det, synes vi, er meget forkert, siger Kristine Spore Kreutzmann, der også selv er kunstner.

Den igangværende udstilling Backbone er en hyldest til landets kvindelige kunstnere med værker fra 26 kvindelige kunstnere.

Men konceptet falder til jorden, når flere af kunstnerne ikke var klar over, at udstillingen finder sted, siger Kristine Spore Kreutzmann.

- Det bør være på sin plads i det mindste at invitere kunstnerne, der har lavet værkerne til sådan en udstilling. Og ikke bare lave en udstilling under deres navn, uden at de er klar over det. Vi har ikke længere tillid til museet, siger hun.

Hvilke værker?

Og endnu flere kunstnere melder sig nu ind i koret af kritiske røster.

En af dem er Maria Bach Kreutzmann. Hun er først for nyligt blevet gjort opmærksom på, at hendes navn optræder blandt kunstnerne, der er en del af udstillingen, som åbnede 28. marts.

Men kunstneren har ingen idé om, hvilke af hendes værker, der hænger på Ilulissat Kunstmuseum. Hun har nemlig aldrig solgt et værk til museet.

- Det er virkelig surrealistisk, at man laver en udstilling om grønlandske kvinders stemmer og så ikke spørger os, om vi vil være med, siger Maria Bach Kreutzmann, der blandt andet står bag bogen “Bestiarium Groenlandica” om mytevæsener og ånder i inuitkulturen.

Samme undren lyder det fra kunstneren Buuti Pedersen. Hun opdagede tilfældigvis, at hun er en del af udstillingen, da hun så sit navn under beskrivelsen af udstillingen.

Hun skrev derefter til Ilulissat Kunstmuseum og spurgte, hvad hun udstillede med. Museet svarede tilbage, at det er et glasværk, som hun solgte til museumsleder på Ilulissat Kunstmuseum, Andreas Hoffmann, for godt seks år siden, fortæller hun.

- Jeg har aldrig før oplevet, at man laver en udstilling uden at kontakte kunstnerne, der er med på den. Jeg vil da gerne vide, hvad det er for nogle ting, jeg er med i, siger Buuti Pedersen.

Bør sige undskyld

Idéen bag den igangværende udstilling med fokus på kvindelige kunstnere og deres stemmer er ellers tiltrængt, mener Maria Bach Kreutzmann.

Hun er derfor overbevist om, at kunstnerne ville have sagt ja, hvis de var blevet spurgt, om de ville være en del af udstillingen.

- Hele idéen bag denne her udstilling er fantastisk. Jeg tror ikke, at der er nogle kvinder, der er en del af udstillingen, som ikke har lyst til at blive udstillet eller ser det som en stor ære at blive udstillet, siger hun og fortsætter:

- Men problemet er jo, at vi ikke er blevet hørt. Uanset om værkerne er en del af museets samling eller en privat samling, så vil det have været god opdragelse at kontakte os, der udstiller.

Cecilie Christiansen (tv.), Lisbeth Karline Poulsen (th.) Foto © : Jens-Peter Kreutzmann / KNR

Kunstnerne Lisbeth Karline Poulsen, Paarma Brandt, Cecilie Christiansen og Bolatta Silis-Høegh kritiserede i sidste uge over for KNR, at de også har fået værker udstillet på Ilulissat Kunstmuseum, uden at de var blevet orienteret om det. De har efterfølgende bedt om at få deres værker fjernet fra udstillingen.

Det ønske havde museet efterkommet over for kunstnerne, fortæller de. Men ifølge Lisbeth Karline Poulsen, der er bestyrelsesmedlem i KIMIK, hænger tre af kunstnernes værker fortsat på udstillingen.

Derfor har KIMIK en opfordring til Ilulissat Kunstmuseum:

- De bør stå frem og sige undskyld. Og så bør de lytte til kunstnerne. Hvis nogle af kunstnerne vil have deres værker taget ned fra udstillingen, bør de respektere det, siger Kristine Spore Kreutzmann.

KNR ikke har haft mulighed for at interviewe Ilulissat Kunstmuseum om kritikken. Det vil ske senere i dag.