Tema: Fiskerilov

Udvalg anmoder om udsættelse af betænkning

Formandskabet for inatsisartut har modtaget en anmodning om udsættelse af andenbehandlingen af fiskeriloven.
Formandskabet for inatsisartut træffer den endelig afgørelse om et nyt tidspunkt for forslagets andenbehandlingen.  Foto © : KNR
Skrevet af Sebastian Trosborg
04. maj 2024 17:55

Fiskeri-, fangst- og landbrugsudvalget har anmodet formandskabet for inatsisartut om at udsætte andenbehandlingen af fiskeriloven. Det vil nemlig give udvalgsmedlemmerne bedre tid til at få yderligere spørgsmål besvaret. 

Forslaget til en inatsisartutlov om fiskeri er i udvalgsbehandling i fiskeri-, fangst- og landbrugsudvalget. Forslagets andenbehandling skal efter planen ske onsdag den 8. maj.

Men nu har udvalget anmodet formandskabet om, at andenbehandlingen skal finde sted fredag den 10. maj i stedet, hvormed udvalgets betænkning vil blive afleveret til inatsisartut tirsdag den 7. maj klokken 12.

Formandskabet for inatsisartut træffer den endelige afgørelse om et nyt tidspunkt for forslagets andenbehandlingen. 

Sådan skriver formand for fiskeri-, fangst- og landbrugsudvalget, Kristian Jeremiassen (IA), i en pressemeddelelse lørdag.