Krisehjælp på vej til en by i sorg

I dag sender Qaasuitsup Kommunia et krisehold til Uummannaq, efter at tre ud af seks passagerer omkom i en tragisk bådulykke i søndags.
Skrevet af Karsten Sommer
29. juli 2014 07:37

- Vi sender i første omgang en psykolog og en socialrådgiver, der er leder af Familiehuset i Ilulissat. Og det er vigtigt for os, at det er uddannede folk, der tager til Uummannaq for at yde krisehjælp, siger fagchef for børn, unge, familie og forebyggelse i Qaasuisup Kommunia, Johanne Olsen.

Bådulykken, der kostede tre personer i alderen 67 til 77 år livet, har påvirket mange mange mennesker i byen, understreger hun.

- Der er virkelig mange involverede i denne ulykkelige situation, hvor det er ældre mennesker med store familier, der er omkommet.

- Og mange andre er også berørt. Det er en hel by der er i sorg lige nu, siger hun.

LÆS OGSÅ Tragisk drukneulykke i Uummannaq

Så det er en stor opgave, der venter kriseholdet fra Ilulissat.

- Udover familierne er der jo også mange, der har kigget på, da ulykken skete, og mange fiskere kom til ulykkesstedet og hjalp til med at bjærge de forulykkede op af vandet.

LÆS OGSÅ Uummannaq Politi takker rednings-fiskere

- Så dem, vi sender, skal have kontakt til alle, både dem, der overværede, hvad der skete, og dem, der er i familie med de omkomne, siger Johanne Olsen.

Selvstyret til hjælp
Hun bedømmer opgaven som så stor, at Qaasuitsup Kommunia vil bede om hjælp fra Selvstyret.

- Vi er i gang med at kontakte Selvstyret for at få hjælp - og det skal være nu! Det tomandskrisehold, vi sender her fra kommunen, vil naturligvis gøre sit bedste, men det vil være godt også at få hjælp fra Selvstyret, der råder over flere psykologer end os, slutter Johanne Olsen.