Kommunaludligning for begyndere

Vi har længe hørt diverse politikere ytre sig for og imod den udligningsreform, som er på vej. Men hvad betyder udligningen egentlig. Det forsøger vi at give et indblik i her.
Skrevet af Camilla Dam
14. august 2014 10:49

Der har eksisteret en eller anden form for udligning mellem kommunerne næsten lige siden, personskatten blev indført i 1975. For man kunne hurtigt konstatere, at der var meget stor forskel på de enkelte kommuners indtægter og udgifter.

På nuværende tidspunkt udgøres de fire kommuner Kommuneqarfik Sermersooq, Qeqqata Kommunia, Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunias økonomi af op til fem forskellige indtægter: Bloktilskud fra Selvstyret, personskat og en udligningsordning fra både en fælleskommunal skat, personskat og fra selskabs- og udbytteskat.

Landsgennemsnit som udgangspunkt
Når politikerne så forsøger at blive enige om en udligningsformel, kigger man på de tre forskellige skatteindtægter.

Hvis den enkelte kommunens skatteindkomst pr. indbygger er lavere end 90 procent af landsgennemsnittet, så skal kommunen tilføres penge. Og hvis indkomsten overstiger 115 procent af landsgennemsnittet, skal man aflevere penge til udligningskassen.

Kommuneqarfik Sermersooqs skatteindkomst pr. indbygger ligger 133,5 procent over landsgennemsnittet. Derfor afleverer hovedstadskommunen penge til fællesskabet.

Qeqqata Kommunias indkomst ligger på 93,1 procent af gennemsnittet, så de hverken giver eller får penge fra udligningen.

Kujalleq og Qaasuitsup langt under
Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunias skatteindkomst pr. indbygger ligger på henholdsvis 76,7 procent og 72,5 procent af landsgennemsnittet. Derfor får de penge fra udligningsordningen.

Med hensyn til den fælleskommunale skat samt selskabs og udbytteskat er fordelingsnøglen den samme som ved bloktilskuddet. Her er det kommunernes udgifter man ser på.

Jo flere borgere, der skal forsørges, des flere penge får man. Det vil sige, der er afgørende, hvor mange børn og unge mellem 0 og 17 år, der er. Og hvor mange ældre over 65 år, som bor i kommunen.

Her får alle fire kommuner et tilskud. Du kan se, hvor stor en bid af kagen, de får, på Kanukokas hjemmeside.

Kilde: Kanukoka