Ilulissat vil have en atlantlufthavn

Qaasuitsup Kommunia har den seneste års tid undersøgt mulighederne for opførelse af en atlantlufthavn i Ilulissat. Nu er det op til Inatsisartut, om de vil give et grønt lys for en lufthavn, der udelukkende skal finansieres fra udlandet.
27. august 2014 14:48

Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia besluttede sidste år at intensivere arbejdet med at få bygget en ny lufthavn i Ilulissat.

Kommunens projektforslag, hvor udenlandske investorer skal stå for finansiering, er nu fremlagt for Naalakkersuisut, og hvor det er Inatsisartut, der i sidste ende skal give grønt lys.

- Vi har siden sidste år været ude på markedet og snakke med nogle "pengetanke" rundt omkring i Danmark og i andre lande.  Og de er meget positive.

- Vi har drøftet projektet med Naalakkersuisut. Og vi forstår på dem, at sagen kommer til Inatsisartut til behandling i løbet af efteråret, siger en forventningsfuld borgmester i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph, til KNR.

2800 meter landingsbane
Kommunens plan er, at der skal opføres en landingsbane på 2800 meter ved siden af den nuværende lufthavn i Ilulissat.

- Det er den længde, som blandt andet Air Greenlands Norsaq bruger til Atlantruten. Det er også den type fly, som mange bruger rundt omkring i den store verden.

- Det, vi nu venter på, er, at projektet bliver fremlagt for Inatsisartut, siger Ole Dorph.

Efter planen skal der stiftes et nyt selskab, som skal eje atlantlufthavnen i Ilulissat.

- Når vi har set hvordan stemningen blandt partierne i Inatsisartut er, så går vi tilbage til de store "pengetanke" i Danmark og andre lande og meddeler dem, hvilken beslutning der er taget.

- Forhåbentlig er politikerne positive overfor projektet, så vi kan få færdiglavet aftalerne om fremmed finansiering af hele projektet, siger Ole Dorph.