Hundemisrøgt: Tilladelser skal genovervejes

De stolte slædehunde pryder Qaasuitsup Kommunias skjold, og turismen brander sig i høj grad på slædehundene.
24. juli 2014 11:04

Men her midt i turistsæsonen er embedsdyrlæge Sanne Eline Wennerberg igen blevet kaldt ud til misrøgtede hunde i Ilulissat, hvor 19 af dem måtte aflives.

Formand for udvalget for turisme og erhverv i kommunen, Palle Jerimiassen, har svært ved at forstå, at han endnu engang skal høre om misrøgtede hunde.

- Jeg synes, det er grotesk, og det må bare ikke ske i en by, hvor vi har to fiskefabrikker, og hvor fiskerne kan fiske hver eneste dag, og der er masser af sæler udenfor.

- Det må bare ikke ske, og det må ikke ske igen, og vi bliver nødt til at genoverveje, hvem vi egentligt giver hundetilladelse til, siger Palle Jerimiassen til KNR.

Kommunen gør sit
Han påpeger samtidig, at der allerede bliver gjort meget fra kommunens side i Ilulissat for netop at undgå misrøgt.  

- Vi har opstillet vandtanke ved alle hundepladserne, og vi har opsyn fra kommunens side, så der er gået noget grueligt galt, siger Jerimiassen.

LÆS OGSÅ 19 vanrøgtede hunde skudt i Ilulissat

Var det op til Palle Jerimiassen alene, så skulle de personer, der vanrøgter deres hunde, fratages retten til at have hund permanent.