GME ikke suspekt

GME er slet ikke så suspekt, som de seks kronikører prøver at få det til at se ud som, siger den ene grundlægger af Greenland Minerals and Energy, australske Roderick McIllree.
Skrevet af Jette Andersen
05. december 2013 06:56

- Det er virkelig skuffende, at læse kronikken, skriver Roderick McIllree i en mail som respons på en kronik i det danske dagblad Information, skrevet af forskellige miljøorganisationer og folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit Johan Lund Olsen.

Den 28. november udkom kronikken i avisen, hvor seks forfattere angreb Greenland Minerals and Energy. Derfor eftersøgte de mere kontrol fra Naalakkersuisuts side, fordi forfatterne i australske medier havde fundet skræmmende artikler om GME.

Blandt andet at selskabet skulle have en grundlægger, som ingen rigtig ved noget om. Han bliver heller ikke nævnt med navn i kronikken. Han skulle være involveret i pirateri i Puntland-provinsen i Somalia, han skulle eje flere virksomheder rundt om i verden under ni forskellige navne, og han skulle være en overordentlig svær fyr at opstøve, ligesom han skulle have brugt italiensk-australsk mafia til civilretslige stridsspørgsmål.

- Kronikken indeholder en række antydninger og ukorrekte påstande og anklager, skriver medgrundlægger og administrerende direktør af GME, Roderick McIllree til Radioavisen.

Han skriver selv, at han startede selskabet op sammen Simon Cato og Jeremy Whybrow, der begge er australiere, ligesom Roderick McIllree.

Han henviser også til Public Companies Act, hvor top 20 over selskabets aktieejere fremgår.

Han tilbageviser også påstanden om den unavngivne mand i kronikken.

- I kronikken påstår de at en person, der aldrig har været del af selskabets ledelse, parallelt også havde en karriere i et piratselskab i Somalia. Den person har aldrig været aktieejer af Greenland Minerals and Energy, understreger Roderick McIllree.

GME har foretaget boreprøver og har arbejdet meget med research og udvikling af Kvanefjeldet siden 2006 og brugt omkring 500 millioner kroner til dags dato, oplyser Roderick McIllree.