Fangeflugter på Risskov fortiet

Den danske sundhedsminister Astrid Krag skal i dag forklare sig omkring den række fangeflugter fra den retspsykiatriske klinik i Risskov, som blev holdt skjult for offentligheden.
Skrevet af Martine Lind Krebs
05. februar 2013 07:12

I december kom det frem, at antallet af fangeflugter fra Risskov i 2012 var næsten ti gange højere, end hospitalet først havde oplyst. I virkeligheden havde der været i alt 27 flugter, ikke som oplyst tre. Her af er 12 af dem udeblivelser -  altså når indlagte patienter ikke kommer tilbage som aftalt fra uledsaget udgang. Mens de øvrige 15 tilfælde drejede sig om indsatte, der var stukket af fra personale eller fra et aflåst område.

Det er blandt andet en grønlandsk indlagt, som er dømt for drabet på sin bedstemor, der har været på fri fod i oktober og igen i november måned. Ansatte på Risskov har over for avisen B.T. forklaret, at ledelsen bevidst hemmeligholdt fangeflugterne for at undgå dårlig omtale.

Astrid Krag forlangte i december en redegørelse og Risskov har siden lovet at skærpe reglerne for udgang samt iværksætte en ekstern undersøgelse.

Men det har ikke stillet Dansk Folkeparti tilfreds, der står bag dagens samråd. Her forlanger partiets retsordfører Peter Skaarup blandt andet at få at vide, hvor langt tilbage i tiden misinformationen strækker sig og hvad ministeren vil gøre.