Ekspert: - Diplomati må være vigtigste kvalifikation

Grønland må udnytte sine politiske talenter i ansættelsen af en ny chef for Grønlands Repræsentation i Danmark og se mindre på, hvilken politisk overbevisning kandidaten til jobbet eventuelt har. Sådan lyder vurderingen fra en ekspert i dansk-grønlandske forhold.
02. september 2014 11:31

Det sker efter den nyudnævnte repræsentationschef Aviâja Helms har valgt at trække sig fra stillingen efter offentlig kritik af manglende kvalifikationer.

Med en lille befolkning og et ret smalt persongalleri med politisk erfaring i landet gør Grønland klogt i at vælge en repræsentationschef med en vis politisk disciplin på CV’et.

LÆS OGSÅ Aviâja Helms trækker sig

Sådan lyder vurderingen fra Ulrik Pram Gad, post doc i statskundskab ved Københavns Universitet- og mange års indsigt i grønlandske forhold.

- At være repræsentationschef er jo i en vis udstrækning et diplomatisk håndværk, men der er også det håndværk at skulle være leder og indgå i en offentlig organisation, hvor det er en politisk ledelse, der bestemmer linjen inden for rammerne af lovgivningen, siger han til KNR.

Ansættelsen af en ny grønlandsk repræsentationschef i Danmark har vakt opsigt, fordi ansættelsesudvalget har været stærkt splittet i valget af kandidater. Noget, der er ret usædvanligt i sig selv, mener Ulrik Pram Grad.

Se bort fra politisk ståsted
En del af kritikken har - foruden manglen på flere års erfaring fra en politisk organisation - handlet om, at den valgte kandidat til posten er gift med den politiske rådgiver for Siumut i Folketinget.

Men man bør se bort fra mulige politiske tilhørsforhold, når man skal finde Grønlands næste Repræsentationschef i Danmark, mener Ulrik Pram Gad.

- Det er jo principielt sådan i et demokrati, at man må have lov til at have de holdninger, man har, og lave det politiske arbejde, man har og lægge politikken fra sig og varetage de offentlige stillinger, man bliver sat til.

LÆS OGSÅ Kuupik Kleist sætter stopper for ansættelsessag

- Og det er endnu mere påtrængende i et meget lille samfund som det grønlandske. Hvis folk ligesom skulle have karantæne i årevis, hvis de på et tidspunkt har ment noget politisk, så kan der meget hurtigt blive tømt for talenter, siger han.

I stedet bør hensynet til diplomatiske evner vægtes. Især, hvis Grønland forsat bliver mere uafhængig af Danmark.

- Hvis den her proces med en løsrivelse bliver speedet op, kommer repræsentationsjobbet til mere og mere at ligne en ambassadør-stilling. Man omgås ambassadører fra andre lande i København, men relationen til Danmark vil så også på et eller andet tidspunkt begynde at ligne en almindelig ambassadør-funktion.