Det bliver dyrere at flyve med Air Greenland

Det er konsekvensen af den stigning på brændstof som Polaroil annoncerede i fredags.
05. august 2014 08:26

Air Greenland vurderer selv, at de ny priser på brændstof kommer til at koste selskabet 15 millioner kroner.

- For at sige det som det er, så er det svært at forestille sig, at det ikke på en eller anden måde kommer til at ramme kunderne på en eller anden måde, forstået på den måde, at en stor del af de 15 millioner skal jo dækkes af enten af dem der køber billetter eller dem der har post og fragt med os, siger HR-chef i Air Greenland Mads Christensen.

Han fortæller, at der ikke kommer nogle fyringer på baggrund af prisstigningerne, men at Air Greenland er i gang med en effektivisering som også gerne skal være med til at betale nogle af pengene.

- Vi arbejder jo med at nedbringe omkostningerne herude, så vi håber da selvfølgelig at vi kan komme til at dække det, men omvendt har vi også et krav fra vores bestyrelse om et overskud, og de to ting skulle jo gerne hænge sammen.