Cairn allierer sig med Statoil

Cairn Energy er nu begyndt at sælge nu ud af sine grønlandske olie-licenser. Norske Statoil har således købt en andel på godt 30 procent af Cairns licens til Pitu-feltet i Baffin-bugten.
Skrevet af Mads Fisker
24. januar 2012 07:38

Efter at have brugt over fem milliarder kroner på de frugtesløse boringer i Grønland, gjorde Cairn Energy det i december klart, at de ikke ville fortsætte oliejagten, før de havde fundet en partner blandt de andre selskaber med licenser her i landet, som de kan dele omkostningerne med.

- Statoils omfattende erfaring i Arktis gør dem til vores foretrukne partner til Pitu-feltet, som vi ser betydeligt potentiale i, siger Cairns administrerende direktør, Simon Thomson.

Cairn Energy fortsætter som operatør og beholder en andel på knap 57 procent, mens Grønlands nationale olieselskab Nunaoil også beholder sin andel på 12,5 procent.

- Vi ser frem til at udforske denne nye mulighed i Baffinbugten sammen med vore partnere, og i nært samarbejde med myndighedene i Grønland. Den nye licens øger valgmulighedene i vores arktiske portefølje, sier Nicholas Alan Maden, direktør for international efterforskning i Statoil.

Partnerne vil gennemgå nyindsamlede seismiske data, før de tager beslutning om at bore en prøvebrønd. Den første efterforskningsperiode løber frem til 31. december 2014.