Vittus Qujaukitsoq færdig i KNAPK

Vittus Qujaukitsoq er ikke længere direktør i KNAPK efter ønske fra KNAPKs lokalafdelinger, siger formand.
Vittus Qujaukitsoq takker KNAPK for sin tid i organisationen. Foto © : Malik Brøns / KNR
01. december 2025 16:04

Vittus Qujaukitsoq er ikke længere direktør i KNAPK. Det oplyser fisker- og fangerorganisationen

- Vores samarbejde stopper, siger formand for KNAPK, Pele Blytmann. 

Han tilføjer, at han ikke kan sige så meget mere for at forsvare den nu tidligere direktør. Han siger dog, at afgørelsen blev truffet efter ønske fra KNAPKs lokalafdelinger.

- KNAPK er lokalafdelingernes organisation, og hvis vi ignorerer deres ønsker, kan det koste dyrt for KNAPK. Så vi reagerede for at undgå det.

Pele Blytmann blev valgt som formand i oktober. Dengang blev han formand for en organisation, der havde blødt penge i flere år. Og økonomien er stadig belastet, siger han.

- Spillede den pressede økonomi også ind i fyringen af direktøren?

- Det kan jeg ikke sige meget om, siger formanden.

Han siger dog, at økonomien bliver et område, der kommer til at være meget i fokus.

- Vores største opgave bliver nok at få økonomien på rette vej.

Presset økonomi

KNAPK bliver finansieret af kontingentet fra medlemmerne.

KNAPKs medlemmer betaler 1,5 procent af det, de indhandler til for eksempel Royal Greenland indhandlingssteder, hvor procentdelen bliver sendt til KNAPKs hovedkvarter i Nuuk.

Og ifølge Pele Blytmann får lokalafdelingerne, som talte 69 i 2023, hvert år en del af fiskernes kontingenter.

KNAPKs årsrapport for 2024 er ikke offentliggjort endnu. Derfor ved KNR ikke, hvor meget KNAPK har fået fra kontingentbetalingerne. 

- Beklageligvis har vi på nuværende tidspunkt ikke kunnet give deres procentdele her ved slutningen af året, mens vores økonomi er, som den er. Men vi har besluttet at sigte efter at rationere dem, som vores økonomi tillader det. Det håber jeg, at lokalafdelingerne vil have forståelse for.

KNAPK har udpeget den tidligere ansatte Niels Boassen som konstitueret direktør. Han skal finde en permanent direktør, siger Pele Blytmann. Formanden tilføjer, at KNAPK ikke kommer helt op i omdrejninger i den nærmeste fremtid.

- Jeg håber, at KNAPK kommer på ret køl igen. Det er vi også gået til valg på. Intet bliver dog løst fra dag til dag. Men jeg håber, at KNAPK vil se fremad i løbet af denne valgperiode på fire år.

Også Vittus Qujaukitsoq bekræfter til KNR, at samarbejdet med KNAPK er afbrudt. 

Han takker KNAPK for de tre år og ti måneder, han var i organisationen.