Múte B. Egede tager til Danmark: Vil diskutere forældretests med minister
Mandag skal naalakkersuisoq for børn og unge, Aqqaluaq B. Egede (IA), endnu engang mødes med den danske socialminister.
De skal endnu engang diskutere brugen af de stærkt omdiskuterede forældrekompetenceundersøgelser.
Formanden for naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (IA), vil deltage som observatør ved dette møde. Og han vil henvende sig til statsministeren, hvis han ikke er tilfreds med udfaldet af mødet.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at nogle danske kommuner fortsætter med denne praksis. Naalakkersuisut henvendte sig allerede for næsten to år siden med krav om, at det skulle stoppes.
Det udtaler formanden for naalakkersuisut, Múte Bourup Egede, til KNR om brugen af de danske forældrekompetenceundersøgelser på grønlandske familier.
Uenighed om udmeldinger
Mødet mellem socialministeren og naalakkersuisoq for børn og unge har været omgærdet af store uenigheder. Hvem har egentligt sagt hvad?
Aqqaluaq B. Egede mener, at den danske minister har lovet at sende et brev til kommunerne, hvor hun vil bede dem stoppe brugen af de stærkt kritiserede forældretests på grønlandske forældre.
Socialministeren mener derimod, at hun kun har sagt, at hun vil opfordre kommunerne til at overveje at stoppe brugen.
KNR har fået aktindsigt i et referat af mødet, som er skrevet af departementet for børn og uddannelse.
Her kan man læse, at Sophie Hæstorp Andersen først siger, at hun vil ”sende et brev til borgmestrene, om at de skal overveje, om det er relevant at inddrage test (red. forældretests).”
Lidt senere står der dog:
”Socialministeren lover at skrive i brevet, at kommunerne ikke længere må anvende psykologiske test overfor personer med grønlandsk baggrund i forbindelse med tvangsanbringelsessager.”
Ifølge mødereferatet fra departementet for børn og uddannelse er der altså ingen tvivl om, at Sophie Hæstorp Andersen har lovet Aqqaluaq B. Egede, at hun vil stoppe den nuværende praksis.
Det er stik imod, hvad den danske socialminister tidligere har sagt til KNR.
KNR har derfor været i kontakt med Socialministeriet for at spørge, om ministeren er enig i referatets indhold. Hun har dog ikke ønsket at stille op til interview.
Måske mødes Múte med Mette
Dette forløb - og svaret fra socialministeren - er formand Múte Bourup Egede stærkt utilfreds med.
- Jeg finder det fuldstændig utilfredsstillende, især fordi det længe har været kendt, at sådanne undersøgelser ikke kan anvendes på grønlandske borgere.
Når Múte Bourup Egede og Aqqaluaq B. Egede mødes med socialminister Sophie Hæstorp Andersen i Danmark på mandag, vil formanden i første omgang deltage som observatør.
- Jeg deltager i mødet for at vise, at naalakkersuisut i Grønland følger sagen tæt og stiller klare krav. Kravet ved forhandlingsbordet er, at der skal handles og gives løfter om en løsning, før vi går derfra.
Hvis mødet ikke resulterer i, at forældrekompetenceundersøgelserne stopper med at blive brugt på grønlandske familier, planlægger formanden for naalakkersuisut hurtigt at rette henvendelse til statsminister Mette Frederiksen.
- Vi er dedikerede. Der skal handles. Vores arbejde er blevet forsinket, og vi finder det fuldstændig uacceptabelt at blive ignoreret.